AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

Følelser, han bar for ham og hans Slægt, en Anerkendelse af de

Evner, som udmærkede ham, og varme Ønsker for hans Fremfærd

og Lykke, som Donner vilde føle stor Glæde ved at følge: „men jeg

siger Dem med samme Aabenhed, som De har vist mig, at hertil bør

vort Forhold være indskrænket, for inderligere Forhold mellem os

ligge uoverstigelige Hindringer i Vejen. Modtag min Tak for den

Ære, De har vist mig i Deres Ønske om et sligt, og for Deres Takt

følelse i ikke at have søgt mundlig Forhandling herom; deri føler

jeg mig forvisset om, at De ikke oftere vil føre denne Sag paa

Bane, og saaledes vil ogsaa jeg stille mig“ .

De Hindringer, Donner fandt uoverstigelige, var vel væsenligst

to. Han gav den Tanke Raaderum: Det er en ærlig Sag at være

fattig, men en Mand, som har ejet en Formue og nu intet ejer, kan

ikke vinde min Tillid. Ved at rykke frem med den gode Brug, han

havde gjort af sine Prisepenge, til at skabe sine Forældre blide

Kaar, kunde dog Zahrtmann let rydde denne Hindring til Side Mest

maatte det staa Donner stærkt imod, ,saa kort efter Hustruens Død

at gifte sin eneste Datter bort fra Altona, hvor da en ensom Alder

dom uden kvindelig Støtte i Hjemmet truede ham. Herimod gjorde

Z. ham senere det Tilbud at gaa ind i en Stilling i Hamborg; dog

dette Offer afviste Donner i strenge Ord.

Endnu mødte Zahrtmann en Medbejler i sin nære Ven Kapi-

tajnlieut. Klauman, Chef for Vagtskonnerten Atalante paa Elben.

Deres gjensidige Fortrolighed førte med sig, at den enes Hem

melighed ikke forblev skjult for den anden. Efter at Z. var bleven

afvist, friede Klauman til Elisabeth Donner; ogsaa han hentede sig

et Afslag. Han kunde dog næppe ængste Z. alvorligt; han var 42

Aar gammel og allerede skilt fra en Hustru.

Dyb Kummer greb Zahrtmann ved at modtage Afslaget fra

Donner. Hans Venner søgte at trøste ham. Nehus skrev til ham:

„Min Ven. — Jean Donner var i dette Øjeblik her for at tale med'

Dem. Vær trøstet, Alt kan gaae godt endnu. Han skulde spørge,

om De ogsaa var alt for bedrøvet, og han har ladet mig forstaae,.

at det er Beta, der lod spørge, og at hun er Dem god. Efter Kl.

9 er han hjemme og seer gjerne, ja venter, at De kommer til ham.

Det nytter ikke, man græder. Fat derfor Mod, gaae med et gladt

Ansigt til Jean Donner. Beta er Dem god, og Faderen maae suc

cessive vindes. Vær selv saa glad, som Deres L. N .“ Da fik Z. 27.

Okt. endnu et Møde med Elisabeth Donner i Neumuhlen, i hvilket

hendes straalende Blik røbede hendes Følelser, og hendes Læbe-

frygtsomt hviskede et sagte Ja. Dette blev deres sande Forlovelses

dag.

Pligten kaldte Zahrtmann til København. Han maatte forlade

Altona med — maaske første Gang i sit L iv — uforrettet Sag. Venne-

trøst byggede han lidet paa, nu da alle Sunde syntes ham selv luk

kede. Elisabeth Donner stod viljestærk paa, at den eneste Vej til.