S Ø T O G T E R
53
2
.
Zahrtmann modtog 20. Sept. 1824 gjennem Admiralitetet Kon
gens Ordre til
ait
vende tilbage til Gradmaalingen. Herom skrev han
til Falbe: „[General] Biilows Lyst til at gøre sig vigtig lagde mig
nogen Forhindring iveien for mit Komme hertil [Altona], saa at jeg
blev hele September Maaned i Kiøbenhavn; men da Schumacher
først kom til Orde, kom jeg her med en Fart, thi hans ubegribelige
Indflydelse synes endog Biilow at holde i fuld Agt. I den Tid havde
jeg det muntert, og det var efter otte Aars Forløb den første Som-
mermaaned, jeg var i Kiøbenhavn, ligesom jeg ei heller før har været
meldt til Tieneste [ledig] i de sytten Aar, jeg er Officeer; hvorfor
Liitken sagde til sin Adjutant: Ja,
naar
vi engang faaer ham til Tie
neste [i Admiralitetet]
Zahrtmann tog denne Vinter i Altona for at lægge sidste Haand
paa sit Gradmaalingsarbejde med afsluttende Observationer og Ud
regninger; det var imod hans ærlige Tænkemaade at give et ufuld-
ført Arbejde fra sig, og han førte det til Ende. Han slap heldigt fra et
farligt Fald ned fra en Stige en Nat i Observatoriet. Mens han
saaledes kiggede Himlens Stjerner, fandt han Nyaarsnat ogsaa den
jordiske Stjerne, som skulde lyse for hvert hans fremtidige Fjed.
Fra denne Nat kunde han ikke vende Øjet imod Stjernen Beta i
Kassiopeja uden at tænke paa Elisabeth Donner. Aaret 1824 havde
givet ham Mærkedagen 1 1 . Juli om Bord paa Freia; endnu mere
indgribende i hans L iv blev den anden Mærkedag, som det i sin
Udgang bragte ham i C. H. Donners Hjem.
Købmand Donner aabnede gæstfrit sit rige, lidt stive Hjem for
Danske, som færdedes i Altona. I de sidste halvfjerde Aar havde
Zahrtmann jevnligt været dets Gæst. Han havde set Husets eneste
Datter Sophie Elisabeth Donner, født 15. Nov. 1805, gjennem hen
des Opvæxt til ung Dame, uden hidtil at have haft synderligt Blik
for hende. Nu var han atter Donners Gæst Nyaarsaften 1824 og
kom her i en alvorsstemt Samtale med hende. Han paastod, at det
ikke var godt at vie Sorgen og dens Minder bestemte Dage i Aaret;
hun modsagde ham af saa fuldt følende et Hjerte, at han strax maatte
give hende Ret. Da han nu førte Talen ind paa, om man kunde ønske
sig at leve de svundne Aar om, erklærede hun, at hun paa ingen Vis
vilde ønske sig sit hidtidige L iv gjentaget, noget han selv uendelig
gjerne vilde gjøre; da studsede han ved hendes Alvor, hendes Fø
lelse, hendes Udvikling, og da følte han for første Gang, at han kun
kunde blive lykkelig ved at vinde hendes Hjerte.
Til Ungdomsvennen Falbe, der nu sad som dansk Generalkonsul
i Tunis, skrev Zahrtmann 30. Jan. 1825: „Da jeg i sin Tid var Din
Fortroelige, saa vil jeg ei heller skiule for Dig (og Du er den ene
ste, jeg betroer det, hvorfor det bliver mellem om), at jeg for første
Gang har funden et Væsen, for hvilket jeg har følt mere end Ven
skab; hvem det er, skal Du faae at vide, naar jeg engang har noget