AdmiralCCZahrtmann

S Ø T O G T E R

Zahrtmann modtog 20. Sept. 1824 gjennem Admiralitetet Kon

gens Ordre til

ait

vende tilbage til Gradmaalingen. Herom skrev han

til Falbe: „[General] Biilows Lyst til at gøre sig vigtig lagde mig

nogen Forhindring iveien for mit Komme hertil [Altona], saa at jeg

blev hele September Maaned i Kiøbenhavn; men da Schumacher

først kom til Orde, kom jeg her med en Fart, thi hans ubegribelige

Indflydelse synes endog Biilow at holde i fuld Agt. I den Tid havde

jeg det muntert, og det var efter otte Aars Forløb den første Som-

mermaaned, jeg var i Kiøbenhavn, ligesom jeg ei heller før har været

meldt til Tieneste [ledig] i de sytten Aar, jeg er Officeer; hvorfor

Liitken sagde til sin Adjutant: Ja,

naar

vi engang faaer ham til Tie

neste [i Admiralitetet]

Zahrtmann tog denne Vinter i Altona for at lægge sidste Haand

paa sit Gradmaalingsarbejde med afsluttende Observationer og Ud

regninger; det var imod hans ærlige Tænkemaade at give et ufuld-

ført Arbejde fra sig, og han førte det til Ende. Han slap heldigt fra et

farligt Fald ned fra en Stige en Nat i Observatoriet. Mens han

saaledes kiggede Himlens Stjerner, fandt han Nyaarsnat ogsaa den

jordiske Stjerne, som skulde lyse for hvert hans fremtidige Fjed.

Fra denne Nat kunde han ikke vende Øjet imod Stjernen Beta i

Kassiopeja uden at tænke paa Elisabeth Donner. Aaret 1824 havde

givet ham Mærkedagen 1 1 . Juli om Bord paa Freia; endnu mere

indgribende i hans L iv blev den anden Mærkedag, som det i sin

Udgang bragte ham i C. H. Donners Hjem.

Købmand Donner aabnede gæstfrit sit rige, lidt stive Hjem for

Danske, som færdedes i Altona. I de sidste halvfjerde Aar havde

Zahrtmann jevnligt været dets Gæst. Han havde set Husets eneste

Datter Sophie Elisabeth Donner, født 15. Nov. 1805, gjennem hen

des Opvæxt til ung Dame, uden hidtil at have haft synderligt Blik

for hende. Nu var han atter Donners Gæst Nyaarsaften 1824 og

kom her i en alvorsstemt Samtale med hende. Han paastod, at det

ikke var godt at vie Sorgen og dens Minder bestemte Dage i Aaret;

hun modsagde ham af saa fuldt følende et Hjerte, at han strax maatte

give hende Ret. Da han nu førte Talen ind paa, om man kunde ønske

sig at leve de svundne Aar om, erklærede hun, at hun paa ingen Vis

vilde ønske sig sit hidtidige L iv gjentaget, noget han selv uendelig

gjerne vilde gjøre; da studsede han ved hendes Alvor, hendes Fø

lelse, hendes Udvikling, og da følte han for første Gang, at han kun

kunde blive lykkelig ved at vinde hendes Hjerte.

Til Ungdomsvennen Falbe, der nu sad som dansk Generalkonsul

i Tunis, skrev Zahrtmann 30. Jan. 1825: „Da jeg i sin Tid var Din

Fortroelige, saa vil jeg ei heller skiule for Dig (og Du er den ene

ste, jeg betroer det, hvorfor det bliver mellem om), at jeg for første

Gang har funden et Væsen, for hvilket jeg har følt mere end Ven

skab; hvem det er, skal Du faae at vide, naar jeg engang har noget