53 / 218
50
L I E U T E N A N T E N
maalingen, var dog dermed denne hans Gjerning væsenligt af
sluttet.
Den ledende Mand i den danske Gradmaaling var Professor
H. C. Schumacher i Altona. Andet stort, videnskabeligt Arbejde
kaldte stærkt paa denne fremragende Astronom, og naar han til
Tider kastede sig over dette, afbrødes Gradmaalingen og vilde være
gaaet helt i Staa, om ikke dygtige Medhjælpere var gaaede ham til
Haande. I disses Tal var Lieutenanterne Nehus og Zahrtmann de
mest udholdende; særligt den sidste maatte i K raft af sit hurtige
Blik og sin håndledjerve Optræden være vel skikket til at føre Grad
maalingen frem gjennem Afbrydelser, som truede den. I de fem
Aar han var knyttet til den, grundlagdes og gj ennemførtes den dan
ske Gradmaaling med saa stort videnskabeligt Snille og naaede et
saa højt Stade, at en Række udenlandske Geodæter, Gauss, Bessel,
Olbers, Struve, Repsold, søgte hid for at tage Lære af den; og da
Søtogterne vinkede ham bort fra den i 1824, lod Professor Schu
macher den gaa i Staa lige til 1837. Noget af Æren tilkom da
utvivlsomt Zahrtmann.
Med sin Arbejdsfælle i alle disse Aar, Ingeniørlieutenant Leo
pold Nehus, sluttede Zahrtmann fortroligt Venskab; en herlig Gut
nævnte han ham, og de boede sammen i Altona. Begge var de i den
Alder, hvor Mænd tænke paa Ægteskab; men at stifte Hjem paa
en tarvelig Lieutenantslønning og blive afhængig af andre i Penge
forhold var en Tanke, som stod Z.s Sind imod. Om en forbigaaende
Fristelse skrev Nehus til ham 20. April 1824: „ . . . . Jeg havde
mange Formodninger angaaende Deres sidste Brev, og jeg nægter
ikke, at jeg ogsaa faldt paa, at Deres Hjerte kunde have Deel i det,
endskjøndt De aldrig har givet mig Anledning til at have en Tanke
herom. Hør nu, kjære Zahrtmann, tal ikke om det, for Folk kan
ikke deeltage i Følelser, men de kan vel raillere dem, og glemme
maae De, og glemme gjør De ogsaa, og da kan De troe mig, vil
det være Dem engang kjært, at ingen veed, hvad der kun er en
Drøm mere for Dem selv. Der er de Ting i Livet, der ere for gode
til at gaae fra Mund til Øre, og dertil, gode Z., hører Følelse, og
mere endnu Følelse for et andet Væsen, og mere endnu Følelse hos
Dem for et andet Væsen. Man maae aldrig vise Menneskene et svagt
Øjeblik . . . . Lev vel og skriv snart. Deres Ven L. N .“ — Med
denne Vennehilsen, et godt Udtryk for, hvorledes den to Aar ældre
Mand saa op til ham og samtidigt faderligt styrede hans Skridt, for
lod Zahrtmann Altona — for en Tid. Han havde taget sig en lille
Vinterorlov til Hjemmet i Viborg.