37 / 139
37
ved slig Yolcl skulde blive sønderslaaet, løb ud, og
først, uafvidende, at det just var M. Habendorff, der
saa tordnede, skøndt jeg vel før liavde kjendt hans
Røst, der raabte, kan ikke nægte, at jeg brugte grove
Skjeldsord i min Ivrighed, som jeg allerede var irre t
af den grusomme Allarm og Banken, hvilket han
dog straks reproclierte; det med Vidnesbyrd kan godt
gøres — (efter at jeg forhen i Skikkelighed havde
spurgt, hvo det var, der ikke paa den Tid af Natten
kunde lade være med sligt, og lade mig blive umoleste-
re t paa mine Værelser, men ingen dengang svarede) —
Siden gik han igjen ud i Gaarden, og med høj
Stemme skjeldte mig ud, saa at de fleste vel kunde
hø re det, uden de meget stæ rkt sov, for et Barn, eller
Een, der ikke kunde sættes i Paralel med et Barn,
to Spand langt, turde præ tendere Nøglerne til Porten,
og lægge Prof. Trellunds Tjeneres Navn til, at han
stod udenfor Porten, som dog siden befandtes idel
Løgn, kort sagt, p rostituerte sig imod sin magistratum
proximum og forargede et helt Collegium. Uagtet at
Inspector P. Trellund igaar, da han havde ham for
sig tilligemed mig og fire Vidner paa min Side, intra
parietes privatos, deducerte, at han skulde pakke sig
ud af Regentsen, vilde han dog ej tage denne Dom for
fulde, men lod sig forstaae, at ville gaae videre, hvor
for jeg, for at maintenere min Ret og faae billig Sa-
tisfaction nødes til skriftlig at forestille samtlig Fa-
cultas Theologica Sagens Beskaffenhed, i det faste
Haab og Forsikring, at De tilsammen finde det billigt,
at benævnte Person, som den, der desforuden ej er et
Almisselem, forvises Regentsen, paa det saaledes, ved
een eller anden unyttig Grens Afskjærelse, efterhaan-
den det ganske Træ kunde blive sundt, og det engang
kunde raades Bod paa slig Liderlighed, saae og gjerne,
at De vilde behage at true Vertsliusfolkene ligeoverfor
Regentsen, som tør vove, at saa langt ude paa Natten