HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Københavns Tøtnrerlaug og industrialiseringen

over hele landet«.12 Det var i mindre grad de storpolitiske begiven

heder ude i Europa end de hjemlige, erhvervspolitiske problemer,

der foranledigede dette initiativ. Det fremgår af oldermandens beret

ning til forårslavssamlingen 1914, hvor han omtaler ». . . det den 19.

februar dette år stedfundne møde med murerlavet og medlemmerne

af Centralforeningerne for murer- og tømrermestre i Jylland og Østif

terne« og fremhævede »det nødvendige i at håndværkerne ligesom

industrien sluttede sig sammen for at varetage deres respektive fags

interesser.«13

Som vi har set havde tømrerlavet tidligere indgået i lignende for

handlinger, men uden at der blev opnået egentlige resultater. Det

samme blev tilfældet her. De tilsyneladende omfattende organisato

riske sammenslutningsforhandlinger mundede ud i en »Overenskomst

mellem Murer- og Tømrerlauget i København og Centralforeningerne

af Murer- og Tømrermestre i Østifterne og Jylland«.14 En overens

komst, der hverken var særlig omfattende eller særlig sensationel, men

i det store og hele begrænsede sig til at fastslå organisationernes vilje

til samarbejde.

Da det kom til stykket viste det sig her som tidligere, at det ydre pres

fra den fremvoksende industri alligevel ikke var stort nok til at formå

håndværkets organisationer til at opgive deres suverænitet - og for de

to københavnske lavs vedkommende, deres lange tradition for selv

stændighed. En medvirkende årsag hertil har det sikkert været, at

presset fra industrien ikke var så voldsomt på netop byggefagene.

Skriften på væggen var dog tydelig nok. En lang række andre tidligere

store og veletablerede håndværksfag var enten helt forsvundet eller

blevet industrialiseret til ukendelighed.

De organisatoriske forhandlinger, Københavns Tømrerlaug indgik i

igennem hele perioden frem til anden verdenskrigs ophør, og de for

holdsvis beskedne konkrete resultater, der kom ud af forhandlingerne,

må forstås på ovennævnte baggrund. Det var afværgeforanstaltninger

over for en voksende, men endnu ikke dominerende og livstruende

industri.

Håndværkets reaktion begrænsede sig ikke kun til det organisatori

ske plan. I forbindelse med de i krigen begrundede statslige indgreb og

reguleringer - augustloven 1914 og den overordentlige kommission -

af priser og produktionsforhold antog reaktionen en politisk krakter.