HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Københavns Tøinrerlaug og industrialiseringen

industrien og i relation til de politiske beslutningstagere på Rigsdagen.

Håndværksfagene fik imidlertid også en kort levetid. Københavns

Tømrerlaug var blot medlem fra marts 1919 til juli 1922.17Murerlavet

var allerede inden da trådt ud af Håndværksfagene. Med de to store

byggefags udtræden faldt en væsentlig del af grundlaget bort for

Håndværksfagenes virksomhed. Et halvt år efter tømrerlavets udmel

delse ophørte Håndværksfagene.18

Baggrunden for den intensiverede politiske aktivitet i årene omkring

1920 må søges i politiske og sociale omvæltninger ude i Europa i for

bindelse med krigsafslutningen i 1918. Dønningerne fra de storpoli

tiske begivenheder nåede også Danmark. Den sociale og arbejds

markedsmæssige situation var spændt. Det udmøntede sig i årene

umiddelbart efter krigen i en række mere eller mindre spontane

strejker og demonstrationer, »stormen på Børsen« og Grønttorvs

demonstrationerne i København 1918 er bedst kendt. Disse demon

strationer var inspireret af syndikalisterne, der i samme åndedrag gav

fornyet styrke til det gamle krav om 8 timers arbejdsdag. Uroen på

arbejdsmarkedet og de politiske forviklinger kulminerede i Påske

krisen 1920.

I januar 1919 var der mellem hovedorganisationerne, De samvir

kende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening, opnået enighed

om principperne for en gradvis nedsættelse af arbejdstiden. Inden for

de københavnske byggefag var der utilfredshed med den ordning. De

forbund, der stod udenfor De samvirkende Fagforbund: tømrerfor

bundet, murerforbundet, blikkenslagerforbundet og murerarbejds-

mændene »fastholdt fordringen om indførelse af 8 timers arbejdsdag

. . . «19 I København kom det til en direkte og uvarslet aktion for kra

vet. Aktionen blev besvaret med lockout fra arbejdsgiverne, herunder

også Københavns Tømrerlaug. Byggeboomet lige efter krigen gjorde

imidlertid, at begge parter var interesseret i at komme i gang igen.

Resultatet blev den »historiske overenskomst« af 17. maj 1919 om 8

timers dagens gennemførelse, senest 1. januar 1920.

Overenskomsten var dog ikke i stand til at sikre ro på arbejdsmar

kedet. Kongens afskedigelse af ministeriet Zahle bragte arbejdsmar

kedsparterne på krigsstien. De samvirkende Fagforbund truede med

generalstrejke og Arbejdsgiverforeningen med en tilsvarende lockout.

Den 30. marts 1920, dagen efter kongens afskedigelse af ministeriet,