36 / 191
Søren Federspiel
rundt i landet. Fællesrepræsentationen bl. a. stod bag denne form for
teknologispredning, der afløste de store industriudstillinger.
De københavnske tømrermestre kendte ikke til egne værksteder.
Deres tømrervirksomhed var centreret omkring tømmerpladsen, hvor
tømmeret blev opbevaret og tildels tildannet, og byggepladsen, hvor
den endelige tildannelse fandt sted. Alligevel vandt maskinerne tidligt
indpas i København, så tidligt at drivmidlet blev damp. Allerede i
1855 havde København fem dampdrevne træskærerier. Frem til be
gyndelsen af 1870’erne forblev tallet nogenlunde uforandret. Fra be
gyndelsen af 1870’erne til midten af 1890’erne udvidedes både antallet
af virksomheder og omfanget af den mekaniske kraft. Men især fra
1890’ernes anden halvdel gik det stærkt.7 Dampdrevne savværker
fandtes dog også i provinsen. I 1898 sluttede de sig sammen i Forenin
gen for Provinssavværker og Høvlerier.8 Provinssavværkerne havde
imidlertid en anden funktion end de københavnske i relation til
tømrerfaget, betinget af de strukturelle forskelle inden for faget mel
lem København og det øvrige land.
Stillet over for en stigende mekanisering fra 1890’ernes anden halv
del følte de københavnske tømrermestre sig foranlediget til at gå aktivt
ind i denne nye branche. Det skete med oprettelsen af A/S Køben
havns Høvleri og Savværk i 1897.9 Virksomheden blev etableret uden
for tømrerlavet, men af en kreds af fremtrædende lavsmestre. Frem til
den store byggekrise 1907/08 gik alt upåklageligt. Efter krisen frem
kom et markant driftsunderskud. I 1910 var der næsten balance i
regnskabet. Økonomien blev gradvis forbedret, og det absolut bedste
resultat nåedes under 1. verdenskrig. I 1919 blev selskabet imidlertid
solgt. Den bratte afvikling er nok udtryk for, at virksomhedsdriften
oversteg lavsmestrenes kræfter og vel også satte fællesskabet i lavet på
en hård prøve.
På flere måder blev den tidlige industrialisering og ikke mindst de
hastigt skiftende byggekonjunkturer en prøvelsernes tid for tømrer
faget. Det var åbenbart for enhver, at lavstidens kollegiale sammen
hold var opløst og erstattet af konkurrence de enkelte mestre imellem.
Det førte b l.a . til at mestrene underbød hinanden, når de afgav til
bud, med det resultat, at mange gik fallit. Under byggekrisen i Køben
havn 1907/08 var forholdene blevet så grelle, at en kreds af mestre i
Københavns Tømrerlaug tog sagen i egen hånd, idet de dannede en
34