42 / 191
afholdt Københavns Tømrerlaug sin ordinære forårslavssamling. Det
usædvanlige i situationen blev markeret derved, at tømrerlavet sam
men med murerlavet afsendte et telegram til kongen med ». . . vor
undersåtlige hilsen og tak for Deres Majestæts indgriben i den politiske
situation. Gud give Deres Majestæt kraft som vilje til at føre vort
elskede fædreland frelst gennem alle skær.«20
Der var således ingen tvivl om tømrerlavets stillingtagen under
påskekrisen. Lavet var for konge og fædreland.
Heller ikke de følgende år bragte ro på arbejdsmarkedet. Frem til
storkonflikten i 1925 fulgte arbejdsgiverne den hårde kurs og satte
trumf bag kravene om lønreduktioner ved lockout eller trussel om
lockout. Efter storkonflikten i 1925 blev resten af 1920’erne en for
holdsvis fredelig periode på arbejdsmarkedet.
Som yderligere forklaring på tømrerlavets forstærkede politisk
organisatoriske engagement i årene omkring 1920 kan der henvises til
de to oldermænd, O. V. Kayser og Silius Johansen og deres interesser i
bred forstand. Begge var de ikke blot politisk interesseret, men også
politisk engageret. Og det som ansvarligt aktive parlamentarikere.
I 1921, året efter sit valg til Folketinget, trak Kayser sig tilbage fra
posten som oldermand i tømrerlavet. Hans efterfølger blev den 50-
årige tømrermester Silius Johansen. Hverken hvad angik politisk
aktivitet eller organisatoriske hverv stod han tilbage for Kayser. Sin
forretning som tømrermester havde han opgivet i 1919, da han tog
imod en stilling som branddirektør i et forsikringsselskab. Foruden
medlemsskab i Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse og en lang
række andre hverv i foreningslivet havde han siden 1918 været med
lem af Københavns Borgerrepræsentation. Fra 1923 var han rådmand
for magistratens tredie afdeling.
Silius Johansen fungerede som oldermand i perioden 1921-1938,
det vil sige så godt som hele mellemkrigstiden.
Den side af sagen, der vedrører oldermandens personlige priorite
ring skal hverken negligeres eller overvurderes. Men der kan næppe
være tvivl om, at det politisk-parlamentariske engagement hos disse to
oldermænd har været medvirkende til at tømrerlavet i højere grad end
ellers ville have været tilfældet, har taget direkte politisk stilling. En
stillingtagen, som også må have virket fremmende på det organisato
riske engagement.
Søren Federspiel
40