101 / 289
AF ALMUELÆRERINDESKOLENS SAGA
99
og mødte efter Aftale. »Har De forberedt Dem!« udbrød han, »det var
ikke Meningen, og det tillægger jeg ingen som helst Betydning. De maa
kunne undervise fra Bladet, lad os se, begynd ved Stykke 98.«
Ved Eksamen fik vi vore Opgaver Aftenen før, og vore Lærerinder
gennemgik dem med os. Jeg gjorde det meget pænt, men der var nogle,
der beskyldte mig for, at jeg havde talt mere til Tavlen end til Bør
nene. Mon!
Stilopgaverne var saa omtrent de samme som den Dag i Dag. Besva
relserne indeholdt nærmest det, vore Lærere havde sagt, eller hvad vi
kunde læse os til hist og her. De færreste havde en selvstændig Mening-
om »Hvorvidt kan der være Tale om Omvendelse efter Døden?« eller om
»Offertankens Betydning i det religiøse Liv«. »Hvordan afpasses Reli
gionsundervisningen efter de forskellige Aldere?« »Sangens Betydning for
Undervisningen«. (Vi sang aldrig.) »Eet er et Søkort at forstaa, et andet
Skib at føre«, o. s. v.
Lærerne rettede Stilene omhyggeligt, men deres Gennemgang af dem
var aldrig en smaalig Sætten Stavning og Tegnsætning som det vigtigste;
Indholdet blev der talt om. Pastor Hohlenberg gav altid en stærkt un
derstreget »Lremstilling af Stoffet«, mens hans kloge, milde Øjne saa paa
os. P. Hansen sad som skaaret i Træ, havde i sit Udseende intet til fæl
les med de morsomme og rammende Ting, han sagde om vore Stile.
Lr. Nielsens vittige Bemærkninger om Kuriositeterne i vore Besvarelser
var ledsaget af et muntert, elskværdigt Smil, der udviklede vor Selv
kritik. Vi sang aldrig! jo engang imellem. En Spøgefuglpaa Afdelingen
havde engang skrevet en Vise til Melodien »Alverden gaar omkring i en
grøn Kasseking«. — Lrøken Zahle saa Visen, engang da vi sang den,
og syntes ikke om den, hun havde ikke Sans for Ironi. Den handlede om,
at vi vilde lære vore fremtidige Elever det samme, som vi nu sled for
at lære:
kunne Kongerne paa Rad, kende Fugl, kende Blad,
kende Fisk ja og Blad, bedst dog Kongerne paa Rad.
— skrive lige ej, men skraat, ogsaa tegne ret godt,
kan de tegne, er det godt, og for alting skrive skraat.
De skal strikke en Taa, de skal stoppe som faa,
de skal stoppe som faa, strikke Navn, Hæl og Taa.
Og kommer de engang til det grønne, grønne Bord,
skal de svare som jeg, med de selv samme Ord.