99 / 289
AF ALMUELÆRERINDESKOLENS SAGA
9 7
Familie fejrede deres Løvhyttefest. Promenadegange eller »Legeplads«
kendtes ikke. Om Vinteren blev Stuen oplyst ved Gas, Fiskehaleblus.
Lærerkredsen var ideel;
enhver kan overbevise sig derom ved blot at høre
Navnene. Frøken Zahle og Pastor Hohlenberg: Religion. Professor P.
Hansen og Anna Hjort: Dansk. Kandidat Scharling og Komtesse Molt-
ke: Historie. Hr. Scharling havde ogsaa Geografi, Anna Hjort Regning,
Prosektor Valløe: Zoologi, Margrethe Lange: Botanik, Pastor Frederik
Nielsen: Pædagogik og Psychologi, Professor Helsted: Tegning, Frø
ken Stremme: Skrivning, Frøken Krarup: Haandarbejde. Men vi, Ele
verne, var ikke ideelle. Vi
kunde
for lidt, da vi begyndte Læsningen, og
der skulde
kunnes
saa meget, huskes. Vi kunde gladelig forveksle Sa
muel og Salomon; det var os ikke klart, hvad Forskel der var paa Evan
gelierne; mange af os kendte kun Verdenshistorien fra Koefods lille
Morskabsbog; vi havde ikke drømt om, at Danmark ejede saa mange
»Højder«, eller at Limfjorden var noget saa indviklet.
En klog Mand har for nogle Aar siden sagt: Hukommelseskunstens
Tid er forbi, nu har vi Papir og Sværte. Det kommer kun an paa at føle
dybt, tænke klart, ville stærkt.
Men i 1873—74 stod endnu Udenadslæren højt i Kurs. Den ellers ud
mærkede Eksaminator i Religion satte ikke Pris paa fri Gengivelse af
Jesu Taler og kunde endogsaa godt lide at faa Makkabæernes Nedgangs
steder nøjagtig gengivet. —
Vore Lærere var heldigvis ikke Indøvere, at repetere maatte vi selv
om, og det gjorde vi grundigt, selv i den 8
Dages
Sommerferie og paa
Søn- og Helligdage. Men netop ved, at der ikke egentlig blev »slaaet
meget fast,« kom der en Friskhed over Timerne, som var meget værd.
Der er to Timer, der for mig staar, som om jeg lige nylig havde op
levet dem, skønt de ligger 50 Aar tilbage i Tiden.
Hr. Valløe, den fine smukke Mand, hvis Timer lignede ham selv,
talte om Danmarks Fugle. Vi var ikke længer i den ret varme Skolestue,
vi gik under hvælvede Bøge og henad en Markvej. Den Dag lærte vi Hr.
Valløe at kende. Da han faa Aar efter døde langt herfra, i Syden, skrev
Molbech et Mindedigt i »Fædrelandet«. Jeg standsede ved Linierne:
»under hans flagrende Lune paa Bunden
Alvoren laa,
gemt, som naar rislende Bølgerne gaa
hen over Guldsand, der glimter fra Grunden.«