Previous Page  94 / 289 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 94 / 289 Next Page
Page Background

9 2

HENRIETTE SKRAM

Haand Løbenummeret paa den sidste

fa ste

Elev. Det var 2103. (De

»løse« Elever, o: de, der kun deltog i enkelte Fag, havde aldrig Løbe­

numre, men deres Tal maa sikkert sættes til over 1000). Under Tallet

staar Tilføjelsen: »Her sluttes Privatlærerindeskolen med 24 Elever, for­

delt i 2 Klasser. Den har bestaaet siden 1851.«

Men allerede i Oktober 1911, da den første sociale Klasse skulde op­

rettes, og intet nyt Lærerindehold begyndes, havde Fru Hahn trukket

sig tilbage.

Hendes

og det gamle

Kursus’

sidste Skoledag var 27. Oktober

1911. Da samledes i Festsalen foruden Lærerne det afgaaende Hold og

de faa Elever, der endnu havde eet Læreraar tilbage, og fra Katederet

talte Fru Hahn sidste Gang til »sine kære unge«.

Frøken Zahle kunde paa Grund af Sygdom ikke være til Stede, det

havde vel ogsaa været for svært for hende at være med til at skrinlægge

sin Ungdoms første store Gerning, men fuldt ud i hendes Aand lød Fru

Hahns Ord. Hun talte over O rdet: »Fra nu af skal I sé Himlen aaben, og

Guds Engle stige op og stige ned over Menneskenes Søn,« og hun øn­

skede for de unge, endnu uprøvede Sjæle, hun havde for sig, at Himlen

bestandig maatte være aaben over dem, og at de maatte

den aaben.

Hun ønskede, det maatte times dem a t sé »Guds Engle stige op og ned,

hvor Herren som helst er inde,« og hun bad dem mindes, at »hans Ven­

ner de bringe god Besked og skyde dem Raad i Sinde.« Hun bad dem al­

drig slippe Visheden om, at der gaar lynsnare Bud mellem Himmel og

Jo rd , at der gives Svar paa Bønnen, som der gives rene Tanker og gode

Raad, men hun mindede dem tillige om, at det ikke var en Lampens

Aand, der kom med alt, hvad de

ønskede

, men Guds Sendebud, der bragte

dem alt, hvad de

trængte

til. Ingen, der var til Stede, glemmer denne

Stund. Det var en skøn og værdig Afslutning for Frøken Zahles gamle

Kursus! Forgæves har det ikke levet og virket i henved to Menneske­

aldre, en Høst i Mangefold

er

indvundet af dets Udsæd, og en rig Arv

har det efterladt. Gid der aldrig maa savnes friske, varme Kræfter til

at løfte d e n !