95 / 289
AF ALMUELÆRERINDESKOLENS SAGA
TO TIDSBILLEDER
Af
CHRISTIANE LUND
1
1840erne talte den svenske Forfatterinde Fredrika Bremer med en
»klog og vaagen« Biskop om Lærerinders Ansættelse i Folkeskolen.
Hendes varme Ord fik det Svar af Biskoppen: »De duer ikke!« en stor
Haandbevægelse og igen: »De duer ikke, i Skolen maa det være Skole
rnes tere.«
Da Jomfru Pauline Worm i 1858 havde indsendt en Skrivelse til det
store Lærermøde i Aarhus og indtrængende anbefalede at ansætte Kvin
der, der havde bestaaet en Duelighedsprøve, baade som Lærerinder og
Bestyrerinder af offentlige Skoler, viste der sig paa Skolemødet at være
Stemning for det. Overskoledirektør Monrad udbad sig nu Biskopperne
Brammers og Martensens samt Skoledirektør Borgens Mening om det.
De danske Biskopper mente vel egentlig det samme som deres svenske
Broder, om end deres Ord var mere afrundede. Biskop Brammer troede,
at de offentlige Skoler, »baade i didaktisk og pædagogisk Henseende vilde
lide ved Kvinders Ansættelse, og desuden vilde Lærerinders Fremtræden
i det offentlige Liv let faa en uheldig Indflydelse paa deres Karakter.
Hvad siger ikke Apostelen Paulus i 1. Kor. 14, 34 og 1. Tim. 2, 12:
han vil ikke have Kvinder udvalgt til offentlige Lærerposter.
Biskop Martensens Dom gaar i lignende Retning: »det vil stride
mod sunde pædagogiske Principper, om Staten indrettede særlige Prø
ver for Kvinder, maaske endogsaa oprettede Kvindeseminarier,« —
»i Almueskolen bør der være streng Metode og Orden, der i Regelen
ikke kan forudsættes hos en Kvinde, og hvis Udførelse kræver en Mand,
hvad ogsaa gælder om Opretholdelsen af den Disciplin, der er for
nøden.«
Læser man i Martensens Etik, endnu i Udgaven 1878, Afsnittet om