113 / 289
BIDRAG TIL EKSAMENSAFDELINGENS HISTORIE
fra et frisindet Kunstnerhjem i en Mellemtime engang var havnet i Frø
ken Zahles Privatlejlighed og bagefter begejstret udtalte sig om den fuld
stændig jævnbyrdige Maade, hvorpaa hun i en Diskussion var blevet be
handlet af Frøken Zahle. Mange Aar efter hørte jeg samme unge Dame,
der imidlertid var blevet gift med en Skoleleder i Udlandet, ved en Af
slutning tale til de udgaaende Elever paa sjælden djærv, paa een Gang
naturlig og højtstræbende Vis. Mindedes hun sin Ungdoms Skoles Ide
aler? — En anden Elev fra langt tidligere Tid meddeler: »Hvad der har
gjort det mest blivende Indtryk paa mig, er det Frisind, hvormed Frø
ken Zahle til enhver Tid modtog en Meningstilkendegivelse fra en Elev,
selv om Eleven kun var et Barn, og Meningen afveg fra hendes egne Me
ninger. Hun glædede sig saa meget over en selvstændig Tanke, at hun
altid hørte efter med Interesse og indlod sig i en Diskussion som med en
jævnbyrdig. Et Træk fra de senere Aar af min Skolegang har særlig
fæstnet sig i min Erindring: Vi blev undervist i Dansk samtidig af Frø
ken Zahle og Pastor Rasmussen. Begge var ivrige i at tilraade os Lecture,
men ingenlunde enige i Valget. F. Eks. opfordrede Pastor Rasmussen os
altid til at læse Fru Gyllembourgs Hverdagshistorier paa Grund af deres
høje kunstneriske Værd. Frøken Zahle fraraadede det, fordi hun ikke
billigede Moralen i dem. Frøken Zahle kunde ikke nære nogen Tvivl
om, hvilket Raad de mest læselystne Elever vilde følge, og det faldt os
ikke ind at lægge Skjul derpaa. Vi følte, at baade hendes Medlærer og
vi Elever stod frit, og denne den store Pædagogs Vilje og Evne til at
lade saa unge Individer handle »i Frihed og under Ansvar« er det, jeg
mest har beundret hos hende.«
Til Belysning af Frøken Zahles Syn paa og Forhold til Arbejdet i
Eksamensklasserne blot et Bidrag endnu fra en Student fra 1901: »Navn
lig husker jeg Frøken Zahles Afskedstale til os Studenter; hun talte til os
om det Arbejde, vi havde afsluttet, og det, vi nu gik ud til, hvor vi skulde
til at arbejde paa egen Haand, vi vilde faa Skuffelser og modløse Stun
der, men vi skulde huske paa, at vi alle havde en Marskalstav i vort
Tornyster; det gjaldt blot om, at vi selv vilde lægge vore Kræfter og
Kærlighed i vort Arbejde, saa vilde vi naa frem til det Maal, vi havde
sat os. Den brede Menneskelighed, der var over Frøken Zahles hele Per-
son, glemmer man aldrig . . . . I 1910 søgte jeg Frøken Zahles Legat
og havde i den Anledning en længere Samtale med hende, som spurgte
mig ud om mine Rejseplaner. Jeg fortalte, at jeg havde tænkt at rejse