i o
8
OTTO ZAHLE
skabelige Uddannelse i sit Fag, har udtrvkt over for mig, at Frøken Zahle
sikkert har anet Betydningen af, at denne Strøm blev ledet ind i hendes
Skole; dér vilde den kunne finde et naturligt og roligt Leje, dér vilde
hun gøre sit til, at det kvindelige ikke blev udvisket eller forsvandt (»hun
tog den kvindelige Studenteruddannelse under Skolens Vinger«).
Den anden store Betænkelighed,
Frøken Zahle nærede, var væsentlig
a f mere praktisk Art, den nemlig,
at hverken hun selv eller nogen a f hen
des nærmeste kvindelige
Medarbejdere havde de fornødne faglige Kvali
fikationer til at lede en saadan ny
Afdeling, der derved let kunde blive
en Stat i Staten, unddrage sig
Hovedledelsen og maaske ogsaa i sin Op-
dragexgeniDDig føre 'bort fra
Frøken Zahles almindelige Synsmaader.
Disse Bcftanfcdfighcder deltes af
hendes nærmeste, særlig a f Frøken Skram,
lims Frygt uar staarkore end
Frøken Zahles. Naar Frøken Zahle trods alt
ouonmndit *inr Betænkeligheder
og slog sin Skoleport op for de unge
vordende fainådigc Studenter,
skyldtes dette sikkert, foruden hvad ovfr.
er aiilørl, den Omstændighed,
at hun indsaa, at bortset fra hvad Artium
iomigt bød de unge Kvinder
a f Fordele i Samfundet, maatte denne
Eksamen paa flere Punkter
imødekomme hendes egne Ideer om Kvin
dens sdvstaottdige: Stilling over
for Manden, kort sagt: der var ingen
Vej udenom. Da Skolen
1885 blev en selvejende Institution, ansøgte
Bestyrelsen resolut om Ret
til selv at dimittere til Artium, og Sommeren
1886 undinrlLastede 5 unge
Piger sig den til Artium forberedende Eks
amen : IV Klasses Hovedeksamen,
samme Aar tog 5 af Skolens Elever
V I Klasses Afgangseksamen
: Examen Artium. Den revolutionerende Ny
dannelse inden for Pigeskolen
havde hermed sat en ny Blomst.
Hvad der for Drenges V
edkommende havde gentaget sig i Hundreder
a f Aar, det skete nu første
Gang
i
Danmark for unge Pigers Vedkom
mende:: efter endt Skolegang
drog de som Studenter ud i Livet. Enhver,
der har kendt Frøken Zahle,
i hvis Væsen ingen Livsoplevelse eller gen-
ncnmbijdet Tankerække kunde
andet end sætte det dybeste Spor, kan
sige sig selv, mcd hvilke Følelser
hun har gennemlevet hin første Tid,
paa mange Maader en. Krise for
hende, hvor hun har tyet baade til
Bønnen og Takken Men. man. forstaar
ogsaa, at hun med den hende
egne Ydmyghed straks var klar
over,
at
hun ikke kunde lede og gribe
ind over fer de unges Arbejde paa
samme Maade som i Barneskolen,
hvis Vådest Trin for Trin, Fag
for Fag skyldtes hendes egen dybe Over
vejelse og praktiske Erfaring,
Derfor havde hun, allerede inden denne