112 / 289
I 1 0
OTTO ZAHLE
Paa en vis Maade kan det ogsaa nok siges, at fra det Øjeblik Artiums
uddannelsen, hvis Fordringer var stillet udefra, uden direkte Forbindelse
med Frøken Zahles Ideer, rykkede ind i hendes Skole, gled det pæda
gogiske Scepter for denne Afdelings Vedkommndee ud af hendes Hæn
der, hvad ogsaa, i al Fald indirekte, fremgaar af Frøken Skrams Skildring
i Bogen »Natalie Zahle«. Men dette betyder ikke, at Frøken Zahle fulgte
denne Uddannelse med mindre kærlig interesseret Opmærksomhed end
ethvert andet Arbejde inden for Institutionen. De skiftende Forstanderes
Vidnesbyrd taler utvetydigt om det fortrolige Kendskab, hun havde til
Lærerne og Eleverne, selv om disse ikke mærkede det, og kendt er Pro
fessor Drachmanns Ord ved Frøken Zahles Fratræden som Overbesty
rerinde, at den Kendsgerning, at disse første (og senere) kvindelige Stu
denter trods deres »Lærdom« altid forblev kvindelige, jævne, naturlige i
deres Fremtræden i som uden for Skolen, skylder de uden at vide det,
næst deres Hjem, Frøken Zahle Takken for.
Efterhaanden som Barneskolens Elever nu rykkede op i de studerende
Klasser, og de fleste Studenter var Skolens egne Børn, har sikkert mange
følt sig omgivet af Frøken Zahles Kærlighed, saaledes som en Dame, der
1904 tog Studentereksamen, smukt vidner det i følgende Brev: »Hun var
saa kærlig imod og saa interesseret i alle os, som hun havde kendt, fra
vi var smaa; naar hun færdedes paa Gangen, kom hun stadig hen til os
eller lod os hente for at tale lidt med os. Til Studentereksamen satte hun
sig ved Siden af mig for hvert eneste Fag og klappede mig paa Kinden
eller gav mig et opmuntrende Haandtryk. Det var en dejlig, tryg Fø
lelse, naar man sad oppe ved det grønne Bord, at vide sig omgivet a f
hendes varme Interesse. Da det sidste Fag var overstaaet, og vi ventede
paa Censuren ude i den lille Gang, hvor Madam Madsen sad paa Bæn
ken med vore hvide Huer ved Siden, kom Frøken Zahle hen og lagde
Armen om min Hals, kyssede mig og hviskede mig i Øret: »Vær altid
dig selv tro, min kære, lille Ven!« Det Ord har lydt for mig mange Gange
senere hen i Livet, naar jeg har staaet ved en Skillevej.«
Skal jeg i enkelte Ord sammenfatte de Træk i Frøken Zahles Karak
ter, der hos disse ældre Elever, hvem hun aldrig underviste, er blevet
staaende som det, de mest har beundret, da er det efter fleres Vidnes
byrd hendes Menneskelighed, hendes Frisind og den Naturlighed, hvor
med hun, selv højt oppe i Aarene, med de ganske unge kunde drøfte
deres
Synsmaader. Saaledes erindrer jeg tydeligt, hvorledes en ung Pige