114 / 289
1 1 2
OTTO ZAHLE
til England og Frankrig, dels for at uddanne mig videre i Sprog, dels for
at se noget mere af de to Lande, i hvis Sprog jeg underviste. Frøken Zahle
var af en anden Mening m. H. t. Brugen af Legatet, og her synes jeg,
hendes Menneskelighed kom saa stærkt frem. Hun havde altid tænkt sig,
sagde hun, at jeg engang skulde have Legatet til en Rejse til Italien, sær
lig Rom og Pompeji, og da jeg dertil indvendte, at Legatet jo var be
stemt til Uddannelse, svarede hun, at det efter hendes Mening var af
ikke mindre Betydning for ens Udvikling, at man lærte den klassiske
Kultur at kende paa Stedet, end at man uddannede sig specielt i sine
Fag. Det gjaldt især om Udviklingen af ens Personlighed, og det var en
Berigelse i alle Henseender at se sig om i Verden, men vilde jeg hellere
til England og Frankrig, skulde jeg i hvert Fald se mig om og ikke til
bringe for megen Tid med at studere fremmed Pædagogik. Jeg fik Le
gatet, rejste til England og Frankrig og fulgte Frøken Zahles Raad m.
H. t. at se mig om, hvilket jeg aldrig har fortrudt.«
Disse Udtalelser fra for længst udgaaede Elever, der saa rammende
karakteriserer Frøken Zahle, taler for sig om hendes Sindelag over for
netop dette Alderstrins sjælelige og kulturelle Udvikling, men afkræfter
ikke den ovfr. udtalte Opfattelse, at Eleverne ikke mærkede Frøken
Zahle i det daglige Arbejde paa Eksamensafdelingen; men her er For
holdet sikkert det, at havde Frøken Zahle nu valgt en særlig Leder for
disse Klasser, har hun ikke villet svække dennes Stilling ved at lade Ele
verne mærke hende som den egentlig afgørende i de store Spørgsmaal.
Hun stod bagved med sin Kærlighed og sine Tanker og tilvinkede dem
alle et: Godt Mod! »skønt de i Skyndingen saa det ej.« —
Den, der først som Medforstander (fra 1880) ledede Artiumsundervis
ningen, var som nævnt Gymnasieskolernes senere Undervisningsinspek
tør, Professor S. L.
T
u x e n
.
Det var ikke nogen let Opgave at forestaa dette Arbejde, der i alle
Henseender skulde grundlægges og derfor var saare langt fra de nuvæ
rende Forhold, hvor Eksamensafdelingen danner en naturlig Fortsæt
telse af Barneskolen. Eleverne var ofte højt oppe i Tyverne, modne Kvin
der, der krævede særligt Hensyn og undertiden følte det, som de var
Gæster paa Skolen, der ikke altid kunde stille faste Klasseværelser til
deres Disposition, da de som Deltagere i et Artiumskursus ikke i og for
sig var Skolens Elever (1877— 1885). Frøken Zahle nærede nogen Be