75 / 289
NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE
Hendes sloic Indsats i Skolen blev den praktiske Barneopdragers. Den
Læremester, der foresvævede Pestalozzi, da han skrev »Lienhard und
Gertrud«, maa have lignet Katrine. Kun forenede hun sin praktiske Op
drager- og Undervisningskunst med en Mutterwitz, som Historien ikke
melder noget om hos Gertrud. Med sit Lune, med sin Munterhed kla
rede hun mangt et Skær. Men som
Gertrud havde hun det egentlige Op
dragerinstinkt, der i hvert givet Øje
blik vidste, hvad der skulde gøres.
Det var saa stærkt, at selv Frøken
Zahle bøjede sig, naar Katrine Løn
borg var sikker paa, hvordan en Sag
med et Barn skulde tages. Et Eksem
pel blandt mange paa hendes Raad-
snarhed: En Klasse havde af Uartig
hed fundet paa at lade, som om de
troede, en Lærerinde havde Fødsels
dag. De bragte hende saa hver en
latterlig Gave, et halvraaddentÆble,
en brækket Kam o. s. v. Lærerinden
tog mod Gaverne og lod som ingen
ting, men leverede dem naturligvis
efter Timen til Katrine. Denne kom
ind til Børnene og sagde: »Jeg hører,
I tror, at Frk. N. N. har Fødselsdag
i Dag. Det har hun ikke. Men for
Resten er det Lov her i Skolen, at man ikke maa give Gaver. Kom derfor
hver og hent sin Gave inde hos mig.« Og flove og flade maatte de hver
for sig ind i Bestyrerindeværelset og hente deres mindre heldige Gaver.
I dette Værelse oplevedes der meget. Der blev grædt, og der blev be
kendt, og mange smaa forknytte Sjæle kom trøstede og befriede ud der
fra. Det var intet Under, at Forældrene satte ualmindelig stor Pris paa
Katrine Lønborg. De havde Fortrolighed til hende og hentede mange
gode Raad hos hende, medens hun havde lært af Frøken Zahle at lytte
omhyggeligt til, hvad hver eneste Moder havde at sige om sit Barn.
Mange Forældre viste hende paa forskellig Maade deres Taknemlighed.
En velhavende Fader, som vidste, at Skolens Pensionsforhold den Gang
K
a t r in e
L
ø n b o r g