72 / 289
7 0
MARTHA STEINTHAL
Herren vor Gud, Han er een.« Der aander Samfølelse med jødisk Aand
og jødisk Poesi ud af disse Billeder, samtidig med at de, som Prof. Buhi
siger i Forordet, er baaret af virkelig Sagkundskab. — Een Bog til skrev
hun i denne Periode under sit eget Navn, »Jødisk Liv i den eftereksilske
Tid«, et udmærket Samlerarbejde, der giver kulturhistoriske Oplysnin
ger til Fortællingerne i Ny Testamente, en Hjælpebog for Religions
lærere, der er uovertruffen i dansk Litteratur.
Endelig i 1901 kom hendes »Bibelhistorie for Voksne«, der efterfulgtes
af Bibelhistorien for Mellemskolen og for mindre Børn. I den sidste har
hun mange Steder haft en lykkelig Haand til at forme Sproget paa een
Gang værdigt og barnligt. Den første blev modtaget med stor Anerken
delse; den blev indført paa Seminarier og endog en Tid benyttet af teolo
gisk studerende. Hun fik nu Oprejsning for den lange Ventetid. Maaske
saa hun ogsaa selv, at Tiden var blevet mere moden til at tage mod
hendes Bog end for 10 Aar siden; maaske den ogsaa var blevet mere af
klaret, end den den Gang vilde have været. Den vakte i alt Fald ingen
Modstand, og den løste den Opgave, hun havde sat sig, trofast at følge
det nye Bibelstandpunkt, men at gøre det paa en saa lempelig Maade, at
Forargelsen saa vidt muligt blev undgaaet. Hun havde naaet sit Maal,
og hendes Forhold til Frøken Zahle var uforandret, loyalt, beundrende
og kærligt.
I alle disse ydre og indre Oplevelser, som gik jævnsides med hendes
daglige Arbejde, laa Forklaringen paa hendes Sjælfuldhed og paa den
Ærefrygt, hvormed gamle og unge efterhaanden kom til at se op til
hende.
Efter at hun i 1911 havde opgivet sin Skolegerning, levede hun stille
og tilbagetrukken med sin Slægt og sine Bøger. Hendes Tanker gik nu
tilbage til Begyndelsen af hendes Liv, til »hendes Fødeby ved det blaa
Sund, den lille By med de gamle snurrige Huse og de mange trofaste
Mennesker, den lille By, der nu var preussisk Marinestation, men som
engang var Vidne til Fædrelandets tunge Tilskikkelser.« Saaledes skrev
hun om den i 1913 i Indledningen til en Bog, der hedder: »Minder fra
Sønderborg og Als«, og hvor hun skildrer Tiden mellem 48 og 64, Krigs
tiden og Tiden under fremmed Aag. Denne Bog med sine jævne, trovær
dige Skildringer af Livet blandt de Sønderborgske Borgere burde vist
være mere kendt end den er, den er et document humain fra den Tid.
Hun ender den med at sige: »Ogsaa nu koster Kampen, selv om der