68 / 289
66
MARTHA STEINTHAL
i dets bedste Betydning. De fik gennem hende et Indtryk af, hvad det
vil sige at vie sit Liv til et Arbejde for andre, uselvisk, pligtopfyldende, for
Guds Ansigt. Men de hk ogsaa, efter som de kunde nemme det, Indtryk
ket af et Menneske, der havde levet og levede et rigt Liv ved Siden af
sit Arbejde, noget der sikkert ikke er det mindst gribende ved en Lærer
personlighed.
Hvad var det da for en rig Udvikling, som denne Kvinde, der udadtil
førte en saa stille Tilværelse, gennemlevede, alt medens hun udførte sit
daglige Arbejde?
Allerede hjemme paa Als havde hun forsøgt sig som Digter. Hun havde
en Poesibog, hvori hun nedskrev sine Digte, og flere af dem blev optaget
i »Dybbølposten«. Særlig efter 1864 udtrykte de hendes og hendes Lands-
mænds Sorg og Haab. Hun skriver i 1868:
J o stø rre S o rg og T ræ n g se l, des m e re in d re
R o ,
jo tu n g e re B y rd e, des m e re H a a b og T ro .
A lt h v a d os sk u ld e k u e, h a r k u n lø ftet v o r H u ,
og a ld rig fø r v i følte os sa a d a n sk e som n u .
Disse Digte var for hende ikke blot Følelsesudbrud i ledige Timer.
Der var i hendes Sjæl en virkelig Digtertrang. I Aarene 1870—77 led
hun meget ved at føle Misforholdet mellem alt det, der brusede i hende,
og som hun saa gerne vilde give Form, og den Mangel paa Evne, som
hun følte dertil. »Ingen ved, at der springer dybest derinde et Væld,
ingen ved, hvad der klinger brusende gennem min Sjæl,« sukker hun, og
et andet Sted lyder det: »Dog, mon den
bundne
Ganger bærer ret mange
til Strid, og mon den
stumme
Sanger vækker ret mange til Id?« Hun har
arbejdet med større fortællende Digte af historisk og religiøs Art og har
selv ment, at det ikke vilde lykkes for hende. Saa stærk var hendes Trang,
at hun syntes, det var et stort Offer, hun bragte, da hun opgav D igt
ningen og slog fast for sig selv, at Opdragergerningen skulde være hen
des Livskald, den Kristnes Opdragergerning, for i disse samme Aar
havde hun et stærkt religiøst Gennembrud. — Hun var opdrageti gam
meldags Gudsfrygt, noget rationalistisk farvet. Nu mødte hun Livet i den
grundtvigske Kreds. Grundtvigianer blev hun ikke; dertil var hun for
meget af en Ener. Det er betegnende for hende, at Søren Kierkegaards
Billede hang ved Siden af Grundtvigs i hendes Stue. Men der vaagnede
hos hende et stærkt personligt og inderligt Trosliv. Det bar hende Livet