67 / 289
NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE
Det første Aar følte hun sig som en fangen Løve i et Bur. Der var saa
^ Æ dai ! e Sk° leliv! som hun’ der senere blev udpræget samvit-
lghedsfuld med de smaa Tmg, skulde vænne sig til. Men det gik. Frø
ken Zahle saa langt ud over Manglerne, og da hun pludselig mistede en
betroet Medarbejder, vovede hun at tilbyde den lille uanselige Frue med
det ungpigeagtige Udseende Ledel
sen af Privatlærerindeskolen. Som
sædvanlig havde hun set rigtigt. Ar
bejdet med de unge Piger blev Fru
Hahns Livsgerning, en Gerning, som
hun røgtede i 38 Aar fra November
1873 bl November 1911. Da den er
skildret andetsteds, vil vi her nærme
re betone hendes personlige Indsats.
Det var ikke absolut som Under
viser, hun fyldte mest' hendes Timer
i Dansk og Religion var uforglemme
lige for mange, men de kunde ogsaa
til Tider være noget tunge. Det var
heller ikke som nyskabende, refor
merende Leder, hun udmærkede
sig. Hun var ret konservativ og lidt
spartansk med Hensyn til Formerne
for Afdelingens Liv. Hun brød sig
B e r t h a H a h n
b Eks. ikke om særlige Fester,* hun
mente, at hver Arbejdsdag var en
fe s t for sig. Det var ganske simpelt ved det, hun var som Menneske, og
det, hun vilde de unge, at hun fik sin store Betydning. Jeg har en Gang
hørt hende sige, at den bedste Tid paa Dagen var det lille Kvarter om
Morgenen, naar hun inden Skoletid gik til sin Afdeling, saa efter, at alt
var, som det skulde være, og i sit Sind beredte Dagens Gerning. Denne
aandelige Læggen til Rette var karakteristisk for hende; den gav hende
den »Stilhedens Pædagogik«, som Frøken Zahle satte saa højt, og som
griber mere end mange udvortes Forholdsregler. Og den greb mange,
mange a f de unge Kvinder, der fyldte »Kursus«. De følte sig draget af
hendes moderlige Omhu, af hendes Personlighed vilde jeg gerne sige,
hvis dette Ord ikke var saa udslidt, som det er. Paa hende passede det