69 / 289
NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE
igennem, igennem de store Sorger og under de teologiske Studier og var
det centrale hos hende. Det fandt maaske bedst sit Udtryk i Salmens
rd. »Saa for dig kun Hjertet banker, saa kun du i mine Tanker er den
dybe Sammenhæng.« Digterdrømmen var svundet for Troens klare Lys
Hun brugte sm poetiske Evne til at skrive smukke Lejlighedssange og
i Udformningen a f sine bibelske Fortællinger, vel ogsaa til Hjertesuk
som kun hendes Nærmeste hk at se. Men det var alt. Da hun havde
trukket sig tilbage fra sm Skolevirksomhed, og Frøken Skram spurgte
ende om hun ikke havde noget »udigtet«, der laa og ventede, svarede
un: »Aajo; men jeg er bange, det gaar mig som Ingerid Sletten a f Sille-
gjord, da hun ledte den gamle Hue frem, da var der ikke Traaden ig en !«
i
T
^Un kd VCd at ° Pgive D igtningen, var der kun faa, der
kendte; men det Tab, hun led som Moder, kendte vi alle. Hendes Dat
ter Mane en lovende ung Pige, blev kort efter sin Konfirmation angre
bet a f galopperende Svindsot og døde i Løbet af ganske faa Dage i Ja
nuar 1885. Det var et umaadelig haardt Slag for Fru Hahn. Da hendes
enner kom ud til den landlige Kirkegaard, hvor den unge Pige skulde
begraves, og saa Moderen i forrygende Vintervejr med faste Skridt gaa
etter Kisten, syntes de, hun lignede et ungt Træ, hvis Blade og Kviste
paa een Nat har faaet Frost. Det var en Sorg, hun egentlig aldrig kom
oven Tanken om Døden og om at mødes med sit Barn var stadig i hen
des Smd og kom frem 1 de Digte, hun viste Vennerne.
J e g d rø m te om e t M ø d e en liflig M o rg e n stu n d ,
h v o r d u , som først e r v a a g n e t, kysser m ig op a f m it B lund,
h v o r u n d re n d e d u vil sige: K om d u n u , lille M o r!
O g u n d re n d e je g vil sv a re : N ej, h v o r d u e r b lev en stor!
Da hun engang laa paa Hospitalet og saa, at der stod over en af Dø
rene. »Vil du vorde karsk,« følte hun det som et Spørgsmaal til sig selv
og hun kæmpede for at kunne svare ja. Hun vilde gerne være rask og
glad for sm Gernings Skyld; hun vidste jo, at Glæden er nødvendig, hvor
der skal leves med unge. Der kom ogsaa Glæde over hende. De, der
kendte hende, vil mindes, hvorledes hun kunde komme gaaende alvor-
ig, lidt tynget, ned ad en Skolegang, og hvorledes der saa kunde glide
et lyst og glad Smil hen over hendes Ansigt, naar hun mødte et Menne
ske, der var hende kært, eller som trængte til hende. Hun var altid rede
til at dele andres Glæde, og der var altid Harmoni, den Kristnes Fred,
5 *