71 / 289
NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE
bad hende om at give. A f egen Erfaring ved jeg, at hun der naaede det
ypperlige. Paa en ganske mærkværdig Maade forenede hun det religiøst
værdifulde og det poetiske med det sagligt oplysende, saa at vi paa een
Gang følte os grebne af Tankeklarheden og Inderligheden og ikke
mindst a f den stille fordringsløse Form, hvorunder det hele kom frem.
Det var nu hendes Agt at skrive en Lærebog i Bibelhistorie for Voksne
og vordende Lærerinder ud fra de nye Tanker. Men her mødte hun Van
skeligheder. Det er let at forstaa, at den bitre Modstand, som den saa-
kaldte Bibelkritik vakte i mange troende Kredse, ogsaa maatte føles in
den for den lille Verden, der hed N. Zahles Skole. Den føltes til Tider
stærkt, og Bertha Hahn kæmpede for at møde den med Sagtmodighed.
Frøken Zahle, for hvem det var et Dogme, at Tidens Kampe skulde
holdes uden for Skolens stille Verden, var ængstelig og bad Fru Hahn
om at overveje og vente, inden hun traadte offentlig frem som Tals
mand for de nye Ideer. Fru Hahn følte, at hvis hun vilde have fuld Fri
hed til at skrive, som hun vilde, maatte hun slippe sin kære Forstander
indegerning. Det vilde hun ikke; hendes Opgave over for de unge var
hende for dyrebar, og saa ventede hun — i 10 Aar.
Helt tavs var hun dog ikke i denne Tid. Hun udgav under Pseudony
met Holger Jahn i 1895 »Billeder fra det gamle Israel«, en Række frit
valgte og halvt digterisk behandlede Episoder af Israels Historie. Ind
ledningen er en Skildring af Moses paa Nebo Bjerg. »Paa Nebos Skraa-
ning sad en Olding. Hans Haar var bleget af mange Somres Sol, hans
Kind furet af mange Vintres Ve; men hans Skikkelse var kraftig, og hans
Øje klart. Stille gled hans Blik ud over det vide Landskab, det grøn-
nende Land og den øde Ørk — men han saa mere end det, han saa sit
Folks Saga, en Saga, som intet andet Folk har haft den, en Saga, der
skulde regnes i Aartusinder og blive hele Menneskeslægtens Eje, hvis
sidste Blad mangfoldige Gange skulde synes at være endt; men hvis aller
sidste dog først skulde læses sammen med den ganske Verdens sidste.
Thi Israels Folk var Hans Ejendomsfolk, for hvem een Dag er som et
Aartusinde, og et Aartusinde som een Dag.« Bogen indeholder stemnings
fulde Skildringer f. Eks. a fje ftas Datter, af Saul og Jonatan, af Folket,
der vender tilbage under Serubabel, og til sidst af den store lærde Rabbi
Aquiba, Oldingen med Ynglingehjertet, der i sin brændende Messias-
længsel troede, at Oprøreren Barkokeba var Frelseren, og derfor maatte
lide Martyrdøden med Israels Bekendelse paa sine Læber: »Hør, Israel,