73 / 289
NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE
7 1
ikke flyder Blod.« Men det skulde ikke vare længe, inden der kom til at
flyde Blod. Verdenskrigen var lige for Døren, og den tog meget paa
hende, som paa alle, der havde oplevet vore egne Krige. Hun led med
sine kære Sønderjyder, og hun kom ikke til at dele deres Glæde. D. 7.
November 1916 — kort efter at hun elskelig som altid havde deltaget i
en a f Skolens Fester — ramtes hun af et Hjerteslag og døde ganske stille.
Hendes Ven, Dr. teol. Krarup, talte ved hendes Ligfærd over Ordene:
»I er afdøde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud.«
K a t r i n e L ø n b o r g
er født i Nykøbing paa Falster d. 4. April 1848.
Faderen var Urmager, Moderen var født Priergaard og stammede fra
Søllested. Fra Faderen, der var en dygtig og flittig Mand, arvede hun
sin Fingernemhed, fra Moderen sin humoristiske Sans og sin Fremstil
lingsevne. 15% Aar gammel kom hun til København for at gaa paa
Kursus hos Frøken Zahle. I nogle efterladte Optegnelser, som ogsaa
senere vil blive citeret, har hun selv skildret sin Entré paa Skolen. »Min
Moders Fætter Frederik Barfod kendte Frøken Zahle, og gennem ham
havde min Moder opnaaet Friplads til mig. Han tog mig saa en skønne
Dag ved Haanden og gik med mig til Gammelstrand Nr. 48 for at præ
sentere mig for Frøken Zahle. Hvor husker jeg den Dag, da jeg første
Gang saa hende. Jeg havde tænkt mig hende meget høj og ærefrygtind
gydende og var i det hele temmelig betaget ved Præsentationen. Da
vi kom midt paa den rundtløbende Trappe, kom Frøken Zahle os i
Møde. Hun var i Overtøj og skulde ud. Hvor ganske anderledes end jeg
havde tænkt mig hende. En lille tæt Skikkelse i et sort og hvidtærnet
Sjal, lagt efter den Tids Mode Spids mod Spids. Kulsort Haar, blaagraa
Øjne og en klar, hvid Hudfarve. Hun saa fast, men mildt paa mig og
sagde: Naa, er det den lille Lønborg? Ja, De kan komme herop paa
Mandag Kl. 4, saa skal vi prøve Dem. Dermed tog hun Afsked.« Dette
Indtryk af Frøken Zahles ydre Personlighed suppleres senere i Opteg
nelserne med Omtalen af den sjældne Sirlighed, der prægede hende.
»Hendes hvide Lintøj var altid blændende hvidt og hendes store, hvide,
bløde Hænder meget soignerede uden alle Kunster. Altid gik hun med
Randers Handsker, som hun lagde fra sig, naar Timen begyndte.« Og
saa aandelig betagende var Frøken Zahle for hende og ærefrygtindgy
dende: »Der var altid stille, naar vi Fredag Aften ved Bibellæsningen