80 / 289
78
MARTHA STEINTHAL
rerede dem dertil, var Natalie Zahle. Hun drog Mennesker mægtigt til
sig, naar hun vilde. Men hun drog dem ikke — i alt Fald ikke i det lange
L0b — til sin egen Person. Det var ikke almindelig Kvindeforgudelse;
den kunde hun endogsaa være dygtig til at vise fra sig. Men hun drog
dem ind i sit Syn paa Skolegerningen. Hun formaaede i overordentlig*
Grad at lokke deres Evner frem og at faa dem til at yde det ypperste i
den fælles Sags Tjeneste, og fordi hun saaledes hjalp dem til et rigere
Livsindhold, sluttede de sig i Taknemlighed om hendes Værk.
Deres Gerning var for en stor Del bestemt af deres Forhold til Frøken
Zahle. Men den var ogsaa bestemt af den Tid, de levede i, og af hvis
aandelige Bevægelser de drog Næring. Det var den stærke Nationalfølel
ses Tid, det var Tiden for de grundtvigske Skoletanker, der igen bundede
baade i Oplysningstiden og i Romantikken, og det var den voksende
Kvindebevægelses Tid. Medens Frøken Zahle bevidst kæmpede for Kvin
dens indre Emancipation, var der kun en enkelt af Kredsen, der sluttede
sig til Kampen for den ydre Emancipation. Men skønt det laa dem fjernt
at kæmpe for de ydre Maal, er der dog ingen Tvivl om, at disse Auto
didakter, der arbejdede for at give andre Kvinder den regelmæssige Ud
dannelse, de selv havde savnet, disse Kvinder, der var nogle af de første
til selverhvervende at danne egne Hjem, praktisk talt stod Bevægelsen
meget nær.
Endelig var hele Arbejdet bestemt af den fælles Kristentro. Den havde
selvfølgelig forskellig Farve hos disse særprægede Mennesker. Men de
var alle med til at synge Frøken Zahles Sange: »Himmeldug maa falde
paa, hvad mod Himlen op skal gaa,« og »Saa giv da Herre, at til din
Ære, der eet maa være, der raader her,« og disse Fællestoner var maaske
det allerstærkeste af de Baand, der knyttede dem sammen.
Et saadant Sammenspil af sjældent udrustede Mennesker og et aande-
ligt Tidehverv kan ikke skabes igen. Men jo stærkere og dybere Harmo
nierne har været, des længere vil de kunne klinge ned gennem Tiderne.
De, der forstaar at lytte til vor Skoles indre Liv, vil kunne fornemme
Klangen endnu, og kan den bevares, vil det være den værdigste Tak til
Chefen og hendes uforglemmelige Stab.