277 / 345
T I D E N T I L 1 8 4 8
253
dede, at Forudsætningen herfor maatte være Ansvarlighed overfor
en anden end Kongen. 6) Angaaende Spørgsmaalet om Skolevæse
nets Udsondring henvises til det foran S. 126 meddelte om Ørsteds
Fremstilling i 1846 af Skolesagen og dens Forløb. I Liv III S. 176
tilføjer han den Oplysning, at naar Christian VIII opgav sit Ønske
om Udsondringen, hang det rimeligvis sammen med, at han havde
udset Ørsted til Leder af det nye Kollegium, men at denne bestemt
havde ytret sig mod Planen til Sorø Akademis Omdannelse (til
Grundtvigsk Højskole).
Hvad Forfatningssagen angaar, blev der i 1842 gjort Tilløb til
Indførelse af Stænderkomiteer, der kunde fungere i Mellemrum
mene mellem Stændermøderne og eventuelt for hele Staten, men
den fornødne Samstemmen kunde efter Forslagets Forelæggelse
ikke opnaas, og derefter hvilede Sagen under Christian VIII. Om
kring denne Tid gjorde Ørsted en ny Indsats i Litteraturen, nem
lig gennem de i Note 9 foran S. 137 anførte anonyme Blad- og Tids
skriftartikler af politisk Indhold. „Det var overalt i Christian VIIFs
første Regeringsaar ikke sjældent,“ skriver h a n 7), „at jeg be
nyttede de Tidsskrifter, hvori Anonymitet lovlig kunde finde Sted,
til at bekæmpe nogle af de vildfarende Forestillinger og Bedømmel
ser af vore offentlige Forhold, som Pressen udbredte. Men der var
ved slige enkelte Artikler lidet at udrette mod et Blad, som daglig
førte Ordet, og som var vel øvet i at bruge det efter sine Hensig
ter, medens det var forgæves at vente nogen Medvirkning fra andre
kyndige. Senere hørte jeg op dermed blandt andet, fordi jeg med
Hensyn til andre i den Berlingske Tidende optagne Bidrag ikke
fandt det passende at benytte dette Blad . . . løvrigt var mit Forfat
terskab til slige Arbejder ingen Hemmelighed; herom var det mig
ikke om at gøre, men efter min Stilling vilde det ikke været pas
sende at træde frem under Navn.“ Hans Anmeldelse af Munch-
Ræders Bog om den norske Statsforfatning indledes med en lang
Imødegaaelse af Fremskridtsbevægelsers Ensidighed, og her var jo
netop Slagmarken for ham og de liberale. Han vilde og kunde ikke
tabe af Syne, at Helheden ubetinget maatte bevares, de liberale vil
de fremfor alt over i nye nationale og forfatningsmæssige Tilstande.
Han fortrak at blive staaende, naar man ved at flytte Foden kunde
miste Ligevægten, de andre vilde fremfor alt gøre et langt Skridt
fremad. Idet han udførlig drøfter den norske Grundlov, fremhæver