291 / 345
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
267
loven vil Ørsted supplere med en Forskrift om, at Kongen kan
gøre Indsigelse mod, at der i Rigsdagen stilles Forslag til en saa-
dan Ændring.
Endelig omtales det, at der var foreslaaet tilføjet en § om, at
alle Love og Anordninger, der er i Strid med Grundlovens Be
stemmelser, forsaavidt er uden Gyldighed; men at der straks af
Tscherning blev gjort Indsigelse herimod ud fra det Synspunkt,
at den dømmende Magt herved blev sat over den lovgivende, og
som Eksempel nævnte han en af Loven beregnet Erstatning for
en Ejendomsafstaaelse, der ifølge Grundloven skal erstattes fuld
stændigt. Ørsted er ikke i Tvivl om, at Domstolene bør savne
Kompetence til at prøve Lovenes Grundlovsmæssighed. Han refe
rerer Ordførerens (Halls) Bemærkninger, at der ingen Fare er
for, at de nuværende Dommere som tilhørende en ældre Tid skul
de være særlig tilbøjelige til at ville værne om Grundloven over
for de fra Lovgivningsmagten udgaaende Love (unægtelig en ret
flad Opfattelse) og siger hertil: „Jeg tror og ganske vist, at man,
naar man i sin Tid bliver saa lykkelig at se Domstolene beklædt
med lutter Mænd af den nye Skole (som iøvrigt ikke hidtil har
givet sig tilkende ved noget, hvori man kunde søge dens viden
skabelige Præg) ikke kunde gøre Regning paa en saa varsom og
besindig Brug af hin uhyre Myndighed, som man kan vente hos
de Mænd, der for Tiden indtager Pladserne i de højere Retter.
Men disse vil dog ikke være enten saa stokblinde eller saa frygt
agtige, at de, naar de ved Landets Grundlov blev kaldt til at
dømme om de tilkommende Loves Retsgyldighed, enten ikke skul
de forstaa, hvad det er for en Opgave, der stilles dem, eller ikke
turde vove at opfylde, hvad der var blevet deres Pligt.“ En Be
stemmelse om at give Domstolene Kompetencen vilde efter Ørsted
modsige alle Begreber om Statsorden og ophæve al Retssikkerhed.
Hvis Bestemmelsen vinder Bifald, „saa vil det være et smukt Tegn
paa den udbredte Tillid, vore Domstole nyder. Jeg skal vistnok
være den sidste, der vilde svække denne Tillid, men saalænge
ikke Fornuften i egen Person indtager Dommersæderne, vilde dog
den sande og absolute Retfærdigheds Herredømme ikke blive
sikret derved, at Borgerne blev berettigede til mod den lovgiven
de Magts Beslutninger at indskyde sig under Domstolene. Den
omtalte Tilføjelse blev iøvrigt opgivet og S. 498 drøfter Ørsted