297 / 345
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
271
øvrige indbyrdes Forhold mellem Statsdelene. Naar visse Dele
af Slesvig og Holsten gik til Danmark og andre fik en anden
Arvefølge, vilde en utaalelig Retstilstand opstaa, iøvrigt ogsaa
derved at Arvefølgen for disse sidste Dele var højst tvivlsom.
Det er en ægte Ørstedsk Realitetshetragtning, naar han fortsætter:
„Det vilde vistnok være en overfladisk Betragtning af Samfunds
forholdene, dersom nogen vilde tro, at fordi Arvefølgen ikke bør
antages indført for den regerende Families men for Statens Ro
og Sikkerheds Skyld (efter Kants bekendte Ord, at det er Staten,
der arver Monarken, og ikke denne der arver Staten), saa kunde
den uden videre afskaffes, naar en senere Tid fandt, at dette
vilde være til dens Gavn. Just for at kunne værne om Statens Ro
og Sikkerhed, bør den i Almindelighed overholdes saaledes som
den er givet, uden Hensyn til om den kan synes at være den hel-
. digste eller ikke, noget som den har tilfælles med flere andre
Indretninger, der udgør Hjørnestenene for den bestaaende Rets
orden. Men her er ingen fast Arvefølge givet, og der er heller
ingen, som retsgyldigen kan afgøre de mangfoldige og vanske
lige Stridspunkter, hvortil man kommer, naar man søger Afgø
relsen i lærde Undersøgelser over, hvad der i længst forsvundne
Tider er blevet kendt at være ret. Det er allerede lidet overens
stemmende med Rets- og Statsbegreber, at Arverettigheder i rege
rende Huse skal have Magt til at sønderrive selve Statsforbin
delserne; men man kan her end ikke med Tilforladelighed sige,
hvilken der er den historisk retlig begrundede Arvefølge i de for
skellige Lande eller i de Stykker, hvori de skal adskilles; og til
en Ret, der hverken i sig er klar eller ved nogen dertil bemyn
diget Dommer kan bringes til Afgørelse, kan man ikke holde sig.
Det vilde saaledes kun være et tomt Skyggebillede af Ret, for
hvilket Landenes og Folkenes Ret og Velfærd skulde ofres.“ Det
havde været Ørsteds Tanke i 1844 under Medvirkning af Stæn
derne at danne en Forsamling af oplyste og almindelig agtede
Mænd fra alle Landsdelene til indgaaende saglig Drøftelse af
Arvefølgespørgsmaalet. Herved vilde man efter hans Overbevisning
være kommen ud over de nationale Modsætninger, have erkendt
de historisk-retlige Undersøgelsers Utilstrækkelighed og antagelig
have enedes om en Fællesordning, til hvilken man fra fremmede
Stater kunde vente den Tilslutning, som man ogsaa af Forsigtig-