AndersSandøeØrsted

T I D E N E F T E R 1 8 4 8

277

„Modtag min Tak for hver en Tanke, De helliger mit Lands Vel,

og lad mig haabe, at De vil være mig en ligesaa hengiven Ven,

som De var for min højsalig hensovede Fader“ (Univ. B ibi.).

Ørsteds aktive politiske Virksomhed, der nu i Korthed skal

fremstilles, synes i Almindelighed — maaske ifølge nationallibe

rale Reminiscenser — at opfattes som et Afsnit af hans Liv, der

helst maa vies Glemselen. Saaledes slutter en Hyldestartikel paa

150-Aarsdagen for hans Fødsel med følgende Ord: „Frigjort fra

Erindringen om hans Deltagelse i det politiske Liv, hvor han som

andre store Jurister før og efter ham tilsatte sin umaadelige Popu

laritet, saa han paa sine gamle Dage blev en ensom Mand, lyser

hans Navn etc.“ (Ugeskrift for Retsvæsen, 1928 B. 377). Bort

set fra, at hans „umaadelige Popularitet“ ogsaa kun var erhver

vet ved hans Deltagelse i det politiske Liv nemlig som Stænder-

kommissarius, synes disse Ord mig dels at tage Begrebet stor Ju

rist i en for snæver Betydning, indskrænket til juridisk Viden

skabsmand, dels at miskende Betydningen af hin politiske Virk

somhed ja overhovedet af det, der gør Ørsted til en stor Mand.

Det særegne ved Ørsted som Jurist er, at han ikke blot var en

Lærer i Retsvidenskaben — nærmere bestemt fritvirkende Forfat

ter af en uhyre Alsidighed — men at han i saa stort Omfang ar

bejdede med konkrete Retssager og andre retlige Anliggender.

Herved blev der i forhøjet Grad Brug for hans værdifulde Karak

teregenskaber: hans Udholdenhed i at fastholde en Arbejdsplan

under Aaringers Venten og Hindringer og hans moralske Mod til

at sætte sig i Modsætningsforhold til andre, selv om det kostede

ham tidligere Venners Kulde, Mistillid til hans Karakterfasthed

og Upopularitet hos det brede Publikum, altsammen smertelige

Indtryk og Savn for hans vennesæle og ærekære Natur. Under en

personlig fordringsløs Fremtræden gemte han en suveræn aande

lig Overlegenhed i sin Retsbetragtning og en tilsvarende moralsk

Overlegenhed under sit retsanvendende og retsskabende Arbejde.

Hertil maa føjes hans enestaaende lange og begivenhedsrige Livs

bane, der førte ham fra Colbjørnsens Reformperiode i det ene

vældige Danmark-Norge til en helstatlig Ordning omkring et ul-

trademokratisk organiseret Danmark, fra Frederik VI’s Kronprins

regering til Grundlæggelsen af Christian IX’s Dynasti. Alle er

enige om, at Ørsteds praktiske Virken paa en ganske særegen