298 / 345
272
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
hedshensyn burde tilstræbe — alt ud fra Ønsket om at blive
sammen. Han gaar derefter over til en udførlig Udredning af
Aarsagerne til Misstemningen i og overfor Hertugdømmerne og
Imødegaaelse af Indvendingerne mod Helstatens Opretholdelse.
Her kunde han ud fra egne Oplevelser og sin embedsmæssige Vi
den give bedre Besked end nogen anden. Noget spredt falder hans
Udviklinger ganske vist, idet han efter sin Sædvane optager Traa-
den, hvor den rækkes ham ved litterære Bidrag, der saa Lyset fra
Modstandernes Side, saasom ved Artikler i Dansk Ugeskrift og
Fædrelandet. Men herved kommer han paa den anden Side ind
paa mange Forhold, f. Eks. et Forsvar for H. Reventi ow-Criminil
og C. Moltke mod Beskyldning for Slesvig-Holstenisme, og paa
Hensigtsmæssigheden af at offentliggøre det aabne Brevs Udtalel
ser om Arvefølgen. Han vilde have foretrukket en lignende Hen
vendelse alene til de venligsindede Magter, medens den valgte
Fremgangsmaade havde udæsket Stemningen. Mærkværdigt var
det, at man fra „frisindet“ Side kunde anbefale at sætte Straf
for Fremsættelse af Anskuelser om Arvefølgen, der afveg fra de
i Brevet udtalte.
Han omtaler Privilegierne af 1460 og deres Historie og frem
hæver, at Fællesskabet i Hertugdømmernes Indretninger altsaa er
grundlagt langt tilbage i Tiden. Frederik IV’s Erobring af Sles
vig i 1720 bragte intet Brud paa denne Regeringsmaksime. Her
polemiserer han mod Wegener, der ansaa Fællesskabet for be
grænset til Justits- og Politivæsenet og mente, at Fællesbestyrel
sen, hvis Organisation senest var givet i 1834, let lod sig ophæve.
„Der er stor Forskel,“ siger han, „paa det almindelige Regerings
princip, hvorefter Slesvig i Lovgivning og Forvaltning holdtes
sammen med Holsten, og de enkelte administrative Indretninger,
hvorved det blev gennemført. Disse kan man vist ikke fornuftig
vis tillægge Uforanderlighed, ligesom der og idelig dermed er
foregaaet Forandring. Men anderledes forholder det sig med hint
Princip, der er det, Regeringen lod blive tilbage af den forrige
forfatningsmæssige Forening, og som ikke kan forandres uden at
kuldkaste den hele gældende Retstilstand. Dersom der i en Stat,
der ikke har et forfatningsmæssigt Organ til at varetage sine Ret
tigheder, dog kan være noget, som i Forholdet til Regenten kan
kaldes en Rettighed, saa maa det være et saadant stadig erkendt,