AndersSandøeØrsted

274

T I D E N E F T E R 1 8 4 8

Indretninger som besluttes af en Forsamling, hvori Slesvigerne

altid vil være en ringe Minoritet, maa selv de, der ikke maatte

ville lade sig overbevise om det uberettigede og ukloge deri, dog

erkende for uudførlig efter de indgaaede Fredspræliminarier.“

Et helt selvstændigt Slesvig kunde ejheller tilfredsstille nogen.

Det, der maatte tilstræbes, var da en Rigsdelene omfattende Fæl

lesforfatning med særlige Forfatninger for deres særlige Anlig

gender. Til en saadan Ordning blev man trængt hen ved selve

Begivenhederne og Forholdene; man maatte da se at faa det bedst

mulige ud deraf.

Slutningen af Skriftet indeholder Overvejelser over, hvorledes

et saadant Forfatningsværk kunde bringes tilveje. I saa Hen

seende betones det, at der, som i Reskriptet af 28. Januar 1848

fastsat, maatte være et lige stor Antal Repræsentanter i den fæl

leslovgivende Forsamling fra Kongeriget og Hertugdømmerne.

Kun ved en saadan unionslignende Ordning kunde de mindre tal

stærke Hertugdømmer hævde sig. „Man har vel ikke sjældent yt

ret, at de danskes Retfærdighed, Billighed og Sindighed burde

berolige dem mod ethvert Misbrug. Men de Talemaader af det

Slags, der og ved andre Lejligheder anbringes, kan vel gøre sig

gældende her hjemme, fordi de høres gerne i Særdeleshed af

dem, der nu har Magten i Haanden, men uden for Hjemmet kan

de kun gøre en meget uheldig Virkning, og egentlig er det endnu

det værste, at de gør Lykke her hjemme. Vel har det danske Folk

ingen Tilbøjelighed til Uretfærdighed eller Ubillighed, men lige

som det i sig vilde være en latterlig Paastand, at det skulde være

hævet over den menneskelige Naturs Ufuldkommenheder, saa-

ledes har man netop i vor Tid beklagelige Erfaringer om, hvor

ledes en stor Del af samme i flere Retninger er blevet indledet

i vildfarende Forestillinger om gensidige Rettigheder, der æng

ster en stor Del af den øvrige Befolkning.“ Det maa vistnok ind

rømmes, at Ørsteds polemiske Udtryksmaade her var meget be

hersket. Han imødegaar iøvrigt Indvendinger fra Professor

Krieger, hentede fra fremmed Statsret, og paaberaaber sig Over

ensstemmelse med Tutein i dennes Afhandling fra 1842. End

videre mindes han fra samme Aar de kongerigske Stænderfor

samlingers Anbefaling af Stænderforfatningens Udbygning med

permanente Stænderkomiteer valgt med lige Antal Medlemmer af