AndersSandøeØrsted

T I D E N E F T E R 1 8 4 8

275

alle Monarkiets fire Stænderforsamlinger. „Denne Sag beskæfti

gede i Roskilde de bedste politiske Kræfter, som man har set frem-

træde i Danmark, og det Arbejde, som de leverede, var uden

Tvivl den modneste Frugt, som Landets politiske Udvikling har

leveret. Blandt dem, der dels i den nedsatte Komité dels i selve

Forsamlingen med Varme udtalte sig for den paatænkte Indret

ning, var Hvidt og Clausen for ikke at nævne Bang, Ussing og

David og flere, hvis Fortjenester af vor politiske Udvikling ikke

nu længer nyder fortjent Paaskønnelse. Endog Lehmann, der var

Medlem af den nedsatte Komité, erklærede sig for Sagen skøndt

ikke uden at udbrede sig over de Tvivl og Betænkeligheder, han

herved havde følt, men som han dog havde overvundet. Ogsaa

Schouw, der ikke den Tid var Medlem af Stænderne, tog som

Forfatter Ordet for de stænderske Komiteer og fandt det rigtigt,

at hver Stænderforsamling dertil udnævnte et lige Antal Med

lemmer.“

Medens han ikke kommer nærmere ind paa Valgordningen ud

over at paapege, at den ikke kan være af samme Rummelighed

som efter Junigrundloven, drøfter han mere indgaaende Sprog

forholdene med Fremhævelse af, hvad Christian VIII havde gjort

for det danske Sprog. Fællesforfatningens Grundlov maatte inde

holde Regler til Beskyttelse af det danske Sprog i Slesvig, der

ellers vilde faa en altfor truet Stilling. Den burde „sørge for at

betrygge det danske Sprogs Opretholdelse og Pleje i de Dele af

Slesvig, hvori det er Kirkesprog (omtrent

iJi

af dets Indvaanere)

uden Tvivl og saa godt som de eneste Distrikter, hvori det har

vedligeholdt sig i en nogenlunde taalelig Skikkelse, og hvori Be

folkningen elsker det. Men dette er vist og det væsentligste, som

Grundloven kan gøre for det danske Sprog; dog nægter jeg ikke,

at der mulig i selve Grundloven kunde gives særegne Bestemmel

ser til dets Fremme i enkelte Distrikter, hvor Tysk er Kirkesprog,

men i hvilken Henseende jeg kun har kunnet angive visse almin

delige Grundsætninger, der ikke har en saadan Bestemthed, at de

kan egne sig til Optagelse i en Grundlov. Derimod kan det ikke

være anderledes, end at det tyske Sprog maa vedblive at være det

almindelige Forretningssprog paa de Steder, hvorfra Myndighed

udøves over det hele Hertugdømme. Selv om Slesvig blev aldeles

afsondret fra Holsten, vilde der dog, naar det ikke ligefrem skal