302 / 345
276
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
modtage de Love og Indretninger, som man fra dansk Side øn
sker, men Slesvigerne selv skal have en Stemme over deres egne
Anliggender, ikke kunne blive Tale om at betage det tyske Sprog
hin Egenskab. Baade har det flere Aarhundreders Hævd for sig
og passer derhos bedst til den hele nuværende Retstilstand, der,
som forhen er erindret, væsentlig er den samme som i Holsten
og for en overvejende Del grundet paa Love, der kun er ud
komne paa Tysk“ . Det samme maatte være Tilfældet ved Over
domstolene.
Til „den brødefulde Maade, hvorpaa Hertugdømmernes Be
boere har villet gøre deres for en Del aldeles uretfærdige For
dringer gældende“, bør der ikke tages Hensyn ved Forholdenes
endelige Ordning.
Udførligt omhandles Spørgsmaalet om Statsbyrdernes ligelige
Fordeling og sluttelig imødegaas Klagerne over, at Danmarks
Forbindelse med Holsten har aabnet Døren for en tysk Indfly
delse, som har lammet den nationale Udvikling og truer med det
danske Folks fuldkomne Fortyskning. Ørsted paaviser den danske
Retsudviklings Selvstændighed baade i Forhold til Hertugdøm
mernes lidet kendte og ikke særlig udviklede Ret og i Forhold
til den almindelige tyske Ret, omtaler Reformationen, Lavsvæse
net og Militærvæsenet og efterviser netop paa disse Omraader den
i hvert Fald i senere Tid skete danske Udformning. Samme Be
tragtning anlægger han paa Sproget og Videnskabeligheden. Han
kunde ud fra egen Erindring bevidne en aftagende Interesse for
tysk Aandsliv; da han i 1794 kom til København, var der ved
forskellige Kirker ialt 8 tyske gejstlige, der hørtes af mange dan
ske, men nu kun een tysk Præst, der havde en nogenlunde talrig
Menighed. Hin Frygt var derfor ugrundet. Hans Haab stod til, at
de fremmede Magter vilde erkende Vigtigheden af det gamle
Monarkis Opretholdelse og tilvejebringe dets to Forudsætninger:
at Holsten ikke blev indlemmet i en tysk Stat, og at alle Delene
samledes under en lige Arvefølge.
Denne Bog, der indeholdt Ørsteds statsretlige Program og an
gav et Maal, til hvis Virkeliggørelse det snart blev hans Tur at
være førende, udkom allerede i Begyndelsen af Aaret 1850. I en
Skrivelse af 28. Marts nævnte Aar takker Frederik VII „velvil-
ligst og venskabeligst“ for Tilsendelsen b l.a . med disse Ord: