307 / 345
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
281
gerne gik saa højt i det parlamentariske Liv som ikke før eller
siden. Mod nogle af Ministeriets Medlemmer navnlig Finansmini
steren Grev Sponneck, Krigsminister C. F. Hansen og Ministeren
for Slesvig C. Moltke næredes der i Rigsdagen den største Uvilje;
man tiltroede dem Lyst til at feje det konstitutionelle Liv helt til
Side i Fællesanliggendeme og maaske ogsaa i de særlige. Der
førtes i og udenfor Rigsdagen et ophidset Sprog, hvilket fra Re
geringens Side motiverede Afskedigelser af politiserende Embeds-
mænd som Andræ, Monrad og Hall (sidstnævnte dog kun som
kst. Generalauditør) og frivillig Tilbagetræden fra Rigsdagsstil
lingen af en Mængde andre, deriblandt H. N. Clausen. Talrige
Pressesager anlagdes af Regeringen. Medens Bluhme i sin Tid
havde erklæret sig forpligtet til at gennemføre Fællesforfatningen,
forsaavidt Kongeriget angik, efter Reglerne for Grundlovsændring,
vilde Ørsted ikke give en tilsvarende Erklæring. Det var Angre
bet paa Grundloven, som man dels forudsaa dels fandt fuldbyr
det ved Fdg. 26. Juli 1854, der ovenpaa Oppositionens Nederlag i
Tronfølgesagen vakte den store Forbitrelse. Denne ramte i væ
sentlig Grad Ørsted, der mødte i Rigsdagen i Grundlovssagen.
Der var indenfor Ministeriet stærke Modsætninger og ogsaa hyp
pig Vanskeligheder overfor Kongen, der f. Eks. „med Staalhand-
sker“ maatte formaas til at gøre Martensen fremfor H. N. Clau
sen til Biskop Mynsters Efterfølger. Ørsted, der efter sin Natur
ikke lod sig drive til et Yderstandpunkt, naar Middelvejen fore
kom ham den rette, kunde, især naar han skulde repræsentere et
splidagtigt Kollegium, vel komme til at virke usikkert, uden at
man derfor med Føje kan bebrejde ham manglende Karakter
styrke (saaledes Neergaard Under Junigrundloven I 816). Hvis
nogen indenfor Ministeriet pønsede paa at frigøre sig for Grund
loven, var det i hvert Fald ikke Ørsted; men paa den Plads, han
stod paa, med Ansvaret for Roens Opretholdelse indenfor hele
Monarkiet og med Kundskab om de europæiske Magters Krav om
Tilvejebringelsen af en Fællesforfatning, der under de urolige
Forhold garanterede en stærk Regering, kunde han ikke se det
som Opgaven ligefrem at hæge om Junigrundloven og dens Rigs
dag, der paa sin Side syntes at anse sig som Monarkiets eneste
Organ. Han beholdt hele Tiden to Portefeuiller, men saaledes at
han den 29. April 1854 afløstes af Tillisch som Indenrigsminister