294 / 345
270
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
eller forfordele nogen Landsdel eller Samfundsgruppe, vil tvært
imod lade alle sine Undersaatter nyde samme Ret og Goder, forat
de kan føle sig tilfredse indenfor Helheden. Denne er det for
ham et Hovedformaal at opretholde. Enevældens Bestræbelse er
derfor at skabe ensartede Tilstande over hele Omraadet, Spalt
ninger indenfor Monarkiets Befolkningsdele er ubetinget af det
onde. Ørsteds Tankegang kunde ikke være nogen anden. Dertil
bundede han for dybt i den gamle Tid efterat have levet med
under Enevælden i to Menneskealdre. Danske, Slesvigere og Hol
stenere burde alle være Kongens loyale Undersaatter, sammen
knyttede ved Interessen i at udgøre en fælles Stat. Hvad Sprog-
og Nationalitetsforskel angik, burde det danske vel fremdrages
stærkere i Slesvig, men Modsætningen til det tyske burde løses i
Fordragelighed. En Fremmedfølelse overfor Tysk kunde der ikke
være Tale om for Mænd af hans Generation, for hvem tysk
Aandsliv og Litteratur havde været omtrent lige saa fortrolig
som den danske.
Skriftet om Helstaten blev paabegyndt nogen Tid før Rigsfor
samlingens Begyndelse og afsluttet kort efter dennes Afslutning.
Efter at være bleven frigjort for Hensynet til sin Embedsstilling
følte Ørsted Trang til at fremsætte sine Tanker om denne Sag,
der i saa høj Grad trængte til at underkastes en rolig Undersø
gelse i Modsætning til den rent følelsesmæssige Bedømmelse, der
i saa mange Aar til hans Sorg havde virket til at skabe Usam-
drægtighed mellem Statens Dele. I Tilslutning til sin Polemik
med „Fædrelandet“ i 1848 gaar han imod Lysten til at udsondre
Holsten. Hvis der skulde være nogen Tvivl om Arveberettigelsen
for de kvindelige Linier, vil han ud fra Sagens Natur hævde, at
Udfaldet af de lærde Undersøgelser herom ikke bør være afgø
rende, men at den i Kongeriget og i hvert Fald i den forrige got
torpske Del af Slesvig gældende Adgang for Kognaterne efter
Mandsstammens Uddøen ogsaa bør anerkendes i Monarkiets øv
rige Dele. Efter et Tilbageblik paa Stænderindretningernes Hi
storie og Stænderforhandlingernes Forhold til den nationale Be
vægelse, der ender med Roskilde Stænders Andragende om en
kgl. Erklæring angaaende Rigets fælles Arvefølge, jfr. aabent
Brev af 8. Juli 1846, fremsætter han nærmere sin Mening om
den rette Ordning af Arvefølgen og i Forbindelse dermed af de