AndersSandøeØrsted

268

T I D E N E F T E R 1 8 4 8

Konsekvensen heraf. Til hans store Forbavselse var det af ind

sigtsfulde Mænd blevet hævdet, at Domstolene, selv naar Til

føjelsen udgik, skulde have Hjemmel til at forkaste de efter deres

Indhold grundlovstridige Love. Han bemærker hertil: „Den

dømmende Magts Selvstændighed kan dog vel aldrig strække sig

videre end til, at den uafhængig af enhver fremmed Indvirkning

skal haandhæve Lov og Ret . . . Vel vil man sige, at Grundloven

ogsaa er en Lov og en Lov over alle Love. Men man vender dog

det naturlige og for den borgerlige Orden aldeles nødvendige

Forhold om, naar man i Stedet for at betragte den lovgivende

Magt som Grundlovens Organ og Domstolene igen som de af

hin Magt givne Loves Organ, tillægger dem Myndighed til at

dømme ogsaa

over

Loven. Hvorledes § 80 i Grundloven [om Æn

dring af denne] kan indeholde nogen Hjemmel for dette unatur

lige Forhold, er mig uforklarligt .. . Der er dog uden ad Revo

lutionens Vej ingen anden der med Myndighed kan forklare

Grundloven end den lovgivende Magt. Finder den, at en eller

anden § i Udkastets Kap. 7 er i Vejen for en Lov, som den dog

anser for retfærdig og almennyttig, saa er det, at den i den Or

den og paa den Maade, som § 80 anviser, maa søge denne Hin

dring ophævet. Men erkender den, at §en rigtig opfattet ikke

indeholder nogen saadan Hindring, saa giver den uden videre

Loven, og da maa alle Statens Borgere og alle Domstole lyde og

erkende den . . . Efterat Udvalgets § 81 blev forkastet tror jeg

dog, at man kan være uden Bekymring for den Fare, hvorom her

nærmest var Tale. Jeg tør endog antage, at selv hvis hine rets-

kyndige skulde komme i det Tilfælde som Dommere at blive paa

kaldt blot til at underkende en af Kongen og Rigsdagen given

Lov, saa vilde de, inden de kom til Gerningen, have vundet den

Overbevisning, at sligt laa udenfor deres Myndigheds Grænser.

Men med fuld Vished tør jeg paastaa, at saalænge Højesteret

endnu er besat med Mænd „af den gamle Skole“, vilde det være

aldeles forgæves, om det skulde falde nogen ind at gøre et For

søg i en saadan Retning.“

Sluttelig fremhæver Ørsted Ulemperne ved at lade Grundloven

træde i Kraft for baade Danmark og Slesvig, inden Repræsen

tanter for Hertugdømmet havde ytret sig. Den nøje Tilknytning,

som dette skulde være Udtryk for, maatte forudsætte Ordning