289 / 345
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
265
en slig Hovedforandring i vor Rettergangsmaade.“ Det var den
31-aarige Professor A. F. Krieger, der var Ophavsmand til Bestem
melsen; han skulde leve endnu i 45 Aar uden at se Grundlovskravet
opfyldt, uagtet han selv en Snes Aar senere kom til at forestaa
Udarbejdelsen af Planer for Gennemførelsen. Ørsted dvæler meget
indgaaende ved Æmnet Nævninger, for hvilke han iøvrigt foreslaar
Benævnelsen Sendemænd. Han fremhæver den pædagogiske Betyd
ning af Lægmænds Anvendelse i Strafferetsplejen. Han indrømmer
ogsaa Værdien af et Skøn, der er frigjort for de „Spidsfindigheder“,
hvortil Dommeren kan være tilbøjelig. Han tænker herved paa
Bevisbedømmelsen, der endnu var formbunden, hvilket bevirkede,
at der endnu trods Fdg. 8. Sept. 1841 herskede altfor stor Ængste
lighed i Brugen af Indiciebeviset. Han mente som en væsentlig
Fordel i Strafferetsplejen at kunne paaregne større Hurtighed, men
som en nødvendig Betingelse — og en Betingelse om hvis Opfyl
delse han mistvivler — fremhæver han, at Nævningehvervet kun
bør betroes særlig kyndige og egnede Mænd. Om Inkvisitionen be
mærker han bl. a.: „Man kan ikke nægte, at vore Undersøgelses
forhører, der fornemmelig gaar ud paa at fremvirke egen Til-
staaelse, har noget uhyggeligt, noget som støder Følelsen, thi hvor
meget man end fjerner egentlig Tvang og Svig, saa kan det dog
ikke være anderledes, end at den undersøgende Dommer maa for
at opnaa sit Formaal jævnlig antage en Holdning og bruge en Ad
færd, der gaar ud fra en for den dog maaske uskyldig anklagede
krænkende Forudsætning, og at han stundom ved Forstillelse og
List bringer Inkvisiten til at komme frem med det, denne heller
vilde skjule, eller at han søger Hensigten opnaaet ved at trætte
Inkvisiten med en vidtløftig Udfritten om meget, der i og for sig
ikke er væsentligt. Ogsaa benyttes personlig Arrest, hvor den maa
ske ellers kunde undværes, for at betage den mistænkte de Lejlig
heder, som han ellers kunde have til at ruste sig mod den under
søgende Dommers Angreb, ligesom Inkvirenten stundom bruger Ud
sigten til en Lettelse i Maaden, hvorpaa den arresterede holdes i
Arresten, for at bringe denne til Bekendelse.“
Hvad de folkekirkelige Bestemmelser angaar, er Ørsted tilbøjelig
til at holde Kirkens Formue udenfor Statens og kunde ønske dette
udtrykt i Grundloven; han betoner Befolkningens næsten fuldstæn
dige Tilslutning til dette Samfund. Reglen, at ingen paa Grund