AndersSandøeØrsted

26 0

T I D E N E F T E R 1 8 4 8

nentens særlige Tilfredsstillelse ved at samle Opmærksomheden

om sig, idet han udvikler sin Opposition; han trættede sine Til

hørere ved sine omstændelige Udviklinger af Grunde og Mod

grunde,, hans Stemme var for svag til at fylde Salen, og han tog

Ordet tidlig og silde; Fortegnelsen over hans Repliker i Grund

lovssagen er den længste næstefter Hovedordføreren Kriegers.

Hans parlamentariske Form var jo uddannet i hans Egenskab af

Kommissarius; nu havde han større Frihed til at udtale sin per

sonlige Mening, men Ensidighedens Effektmidler kunde han ikke

tilegne sig. Vi kender i alt dette Ørsted igen fra hans Skrifter

især de polemiske, fra hans Dommervoteringer og fra hans Bryd

ninger med de andre Deputerede i Kancelliet, hvor han saa ofte

var i Mindretal. Typisk var Forhandlingernes Afslutning, da Ør

sted overhovedet ikke kunde faa Ordet for at motivere sit Forslag

om at udsætte Grundlovens Ikrafttræden, indtil en Repræsentation

for Slesvig var hørt. Sin Begrundelse af, at han af denne Grund

og formedelst Valgrettens store Udstrækning ikke kunde stemme

for Grundloven, maatte han nøjes med at offentliggøre i Berling-

ske Tidende.

Skriftet om de forelagte Lovforslags Prøvelse udkom i Hæfter

fra Februar 1849 til 12. Maj s. A. Udgivelsen blev saaledes paa

begyndt, endnu medens Grundlovsudkastet var til Behandling i

Komiteen, og Ørsted kun havde haft Lejlighed til at udtale sig

indenfor en „mindre Kreds, hvori han havde været indlemmet til

foreløbig Overvejelse af Sagerne“ . Indtrykkene indenfor denne hav

de ikke gjort ham forhaabningsfuld. Altfor mange af dem, der i

og for sig ønskede at modvirke de til Grund for Grundlovsudkastet

liggende Anskuelser, syntes overfor den formentlig afgjorte Stem

ning for disse Anskuelser at ville nøjes med et „Hvad kan det

hjælpe?“ Dette kunde for Ørsted kun være en Grund mere til at

levere sine Indlæg, hvis Hovedtendens givet maatte være at holde

igen overfor det mægtige Udsving i Retning af „Frihed“ — i hans

Øjne lig Retsordenens Svækkelse og Udsættelse for Fare — som

Regeringens Grundlovsudkast indvarslede.

Han begynder da ogsaa med at paapege, at de Krav til Valg

retten, der indtil 1848 havde været fremført af Ordførerne for det

nye — Clausen, Schouw og Monrad — , havde ligget nær ved det

stænderske, og at undre sig over, at Pustet fra den franske Februar