286 / 345
262
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
den Embedsmands Tjeneste, Regeringen ikke har Tillid til, idet det
forudsættes, at Pensionen gives med Afkortning i Lønnen paa
kun
1J3.
Han gør opmærksom paa Manglen af et Forbehold om Be
villingsmyndigheden og om foreløbige Love samt om Kongens Ret
til at slaa Mønt. Bestemmelsen i Udkastets § 37 om Rigsdagens Rets
beskyttelse — der ikke er fri for at lyde bombastisk
(,,Rigsdagen
er ukrænkelig. Hvo der omtaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der
udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gøi sig skyl
dig i Højforræderi“ ) vækker hans Forundring, og han foreslaar
den strøget som overflødig. „Højforræderi var et i Lovgivningen
ukendt Begreb, hvorved nærmest maatte antages sigtet til
crimen
læ sæ m ajestatis,
for hvilket Loven kun kendte Livsstraffen i de mest
afskrækkende Former. Nogen begrebsmæssig Lighed mellem denne
Forbrydelse og den i Udkastet omhandlede var der heller ikke. Li
det anede han, at et Folketing nogle Aar efter skulde tiltale ham
selv for Højforræderi og det endog for et Forhold
en Kompe
tenceoverskridelse i Forhold til Rigsdagen
som det maatte fore
komme umuligt at opfatte som et Attentat paa Rigsdagens Sikker
hed og Frihed. Han ytrer Betænkelighed ved Reglen om aarlige
Finanslove ud fra det Synspunkt at der gives Rigsdagen en stor
Magt til Skattebevilling, en Magt der koncentrerer sig hos Folke
tinget, idet han tænker sig Fællesbehandling i samlet Rigsdag, hvor
ved det talstærke Folketing faar Overvægt. Nogen Udvej herfra
anvises ikke, og Principet om Finanslovgivningens Bundethed ved
den almindelige Lovgivning fremdrages ikke. Han kritiserer, at Ud
kastet vilde lade Folketinget være ene om at tage Beslutning om
Statsregnskabet.
Bestemmelsen om, at Domstolene er berettigede til at paakende
ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grænser er ifølge
Ørsted „en af de meget betænkelige Artikler“ . Han erkender vel
det rigtige i en Kontrol, men at overlade denne til Domstolene
frygter han for vil skade Øvrighedsmyndighedens Selvstændighed.
Naar der som hos os ikke findes Organer med en paa en Gang
judiciel og administrativ Sammensætning, maatte det rette neutrale
Organ formentlig være Rigsretten. Ved dette tilsyneladende besyn
derlige Forslag bemærkes, at Ørsted tænker sig, at flere af disse
Retsspørgsmaal maatte kunne afgøres efter en meget enkelt Fore
læggelse uden egentlig Procedure, ligesom han regner med en Rigs