![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0325.jpg)
T I D E N
E F T E R
1 8 4 8
2 9 9
til hele den anden Halvdel; efter Loven var saa det mildere Resul
tat afgørende. Ydermere skulde en Del af Assessorerne være af en
saa ringe Kvalitet, at Højesteret var stærkt trængende til en For
nyelse, som da ogsaa straks efter blev gennemført. Den første Del
af denne Opfattelse kan man se gentaget i nyere historiske Frem
stillinger, og den blev — men ikke i god Tro — startet meget ener
gisk i de ledende Blade „Fædrelandet“ (Ploug—Giødwad) og „Dag
bladet“ (C. St. A. B ille). Senere kom den desværre frem hos
H. N. Clausen7), der selv havde siddet i Rigsretten, men hvis Op
fattelse eller Hukommelse maa have svigtet. Den dementeredes i
Ørsteds „Belysning“ (se nedenfor) og hos L. Koch S. 254 samt af
H eise8). Det rigtige Forhold var, at samtlige Dommere (med Und
tagelse af en af Landstingets, der kun vilde frifinde Scheel) var
enige om at frifinde Ørsted, Tillisch, Bluhme og Scheel, fordi de
ikke havde kontrasigneret. Landstingets Dommere vilde hertil have
føjet: og fordi det under Mangel af en Ministeransvarlighedslov
ikke kunde fastlaas, at de burde have søgt at modvirke Beslutnin
gerne. For Sponneck, Hansens og Billes Vedkommende er det der
imod rigtigt, at Rettens to Halvdele delte sig i den judicielle, hvis
Votum kom til at bære Dommen, og den parlamentariske, der vilde
idømme Mulkt og Erstatning for forsømt Henvendelse til Rigs
dagen angaaende de forudsete Udgifter, hvis Hensigtsmæssighed og
Nødvendighed kun Rigsdagen ansaas kompetent til at bedømme.
I Rettens Sammensætning var der ved P. D. Bruuns Indvalg frem
kommet den Ejendommelighed, at der ogsaa befandt sig en Højeste
retsassessor blandt Landstingets delegerede. Naar denne Mand, der
var anerkendt som Jurist og iøvrigt udmærkede sig ved Besindig
hed og Tilbageholdenhed, ikke fulgte sine Højesteretskolleger, tog
man det naturligvis som et sikkert Tegn paa, at disses Vægring ved
at domfælde manglede juridisk Begrundelse, og at det, som „Fædre
landet“ udtrykte sig, kun drejede sig om „et ørstedsk Kammeratskab .
Den Sætning, at kun Rigsdagen kunde bedømme Udgifternes For
svarlighed, vil dog næppe nogen nu underskrive, og om der var
gode Grunde nok til ikke at spørge Rigsdagen, var et Skønsspørgs-
maal. Bruuns Optegnelser om Voteringen, der indeholder al for
nøden Oplysning, findes meddelt hos Heise, anf. Sted. Desuden
foreligger jo Rigsrettens Protokol.
Oppositionen og dens Presse havde ikke afventet Højesterets Med