329 / 345
T I D E N
E F T E R
1 8 4 8
303
sendelse fra Udlandet af sine Manuskripter, „hvilke forsaavidt de
indeholdt Arbejder, der var bestemt til Opførelse — Hakon Jarl,
Palnatoke, Axel og Valborg, Corregio — ikke kunde trykkes, før
end de først var givne paa Teatret og derfor blev i mit Hus fore
læst for en Kreds af Venner, der blev dybt grebne af samme og
for det meste fandt deres Forventning, saa højt den end var spændt,
overtruffen. Ogsaa viste der sig en udbredt Attraa efter at faa
Manuskriptet at læse, og der blev taget flere Afskrifter tildels
af Damehænder og det med en Omhu, der vidnede om Kærlighed
til Digtet. Begejstringen var maaske for stor til at kunne længe
holde sig paa samme Højde.“ Han omtaler ogsaa Filosofiens T il
stand og nævner her Nicolai Treschow, der i 1813 gik til Norge.
Kort før hans Død i 1828, skriver han, „fik jeg Lejlighed til at
tilbringe en Dags Tid hos ham i Nærheden af Christiania og fandt
da sand Glæde ved at se den Aandskraft og den levende Interesse
for alle aandelige Anliggender, som den gamle Mand havde ved
ligeholdt, og derhos den Sindsro, der hvilede over ham uden at
være forstyrret af adskilligt, som kunde have fremkaldt Utilfreds
hed og Bitterhed hos den, der ikke havde haft et ret Tilhold i
sit Indre.“ Dette lyder jo som en Selvkarakteristik.
„Jeg ser mig nu omsider i Stand til for Alvor at lægge Haand
paa Belysningen af vor Regerings Historie fra Udbruddet af Kri
gen i 1807 og indtil dens Tilendebringelse ved Fredsslutningen
af 14. Januar 1814“, skriver Forf. S. 335. Han skildrer Fastlands
systemet, der søgtes indført, og Kapervæsenet dernæst forskellige
Retssager om ulovligt Samkvem med Fjenden navnlig den ved
Kommissionsdom, der stadfæstedes i Højesteret, paakendte Sag
mod Grev Schulin til Frederiksdal, Etatsraad de Coninck og Sogne
præst Rønne, der i Øvrighedens Fraværelse havde ordnet Fjen
dens Proviantering. De blev herfor frifundne ifølge en negotiorum
gestio-Betragtning, og Ørsted udvikler med Henblik paa den mod
ham da henstaaende Rigsretssag, at lignende Betragtninger i denne
Sag maatte føre til at anlægge et Skøn over Ministrenes Handle-
maade, medens det formelle, at Rigsdagens Samtykke manglede,
ikke ubetinget kunde være afgørende mod dem. Med stor Udfør
lighed omhandles ogsaa Overkrigskommissionens haarde Domme
over General Peyman m. fl., hvis Udfald skarpt kritiseres, idet
det særlig paapeges, at Dommen krævede Bevis ført fra de Til