AndersSandøeØrsted

298

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

om Overgang til Realitetsbehandling. Indsigelse mod Rigsrettens

Kompetence var dels rejst paa det Grundlag, at Grundloven forud

satte Sag anlagt mod nuværende ikke mod afgaaede Ministre, dels

støttet paa, at efter Ikrafttrædelsen af Fællesforfatningslov af

2. Oktober 1855 maatte det være de nye Fællesmyndigheder —

Monarkiets Rigsret og Monarkiets Rigsraad — der skulde virke

med Sagens Forfølgning og Paadømmelse. Dette forkastedes alt-

saa. Den fortsatte Procedure bestod i en rent skriftlig Dokumen

tation uden Vidne- eller Partsafhøringer og dernæst fra 13. Februar

1856 gennem 11 Dage af en udførlig mundtlig Domsforhandling.

Den 27. Februar faldt Dommen, lydende paa Frifindelse for samt

lige Tiltalte, medens Omkostningerne paalagdes det Offentlige.

Ørsted, Tillisch, Bluhme og Scheel blev fri, allerede fordi de ikke

havde kontrasigneret de paagældende kongelige Beslutninger fra

1854 gaaende ud paa Rustninger under Krimkrigen. Anklagens

Synspunkt, at Undladelsen af at spørge Rigsdagen ubetinget var

ulovlig og forpligtede til Erstatning, blev for de andres Vedkom

mende forkastet, og da Anklagen ikke hævdede, at Foranstaltnin

gerne ikke havde været paakrævede, havde den kun haft nævnte

formelle Begrundelse. De fremførte Undskyldningsgrunde for, at

man ikke var gaaet til Rigsdagen, hentet bl. a. fra udenrigspolitiske

Hensyn, blev godkendt af Rigsretten, der specielt udtalte, at en

Sigtelse for „Højforræderi“ med Henblik paa disse Forhold var

ganske ubeføjet.

Udviklingen havde saaledes paany givet Ørsted Ret. Hele Rigs

retsaktionen kunde næppe opfattes anderledes end som et beklage

ligt Fejlgreb, som vedkommende Partier bagefter maatte ønske at

kunne sætte i det bedst mulige Lys. Et Forsøg i denne Retning er

den Myte, som søgte „Skylden“ lagt over paa Højesterets Medlem

mer af Rigsretten. Disse var efter den daværende Ordning 8 i Tal

let: C. F. Lassen, H. J. Koefoed, J. C. W. Nielsen, C. Rothe, C. M.

Rottbøll, J. Koefoed, F. Thomsen og F. E. Bretton; Landstingets

8 Medlemmer var: Amtmand Orla Lehmann, Dispachør Wessely,

Professor H. N. Clausen, Justitsraad Flensborg, Etatsraad J. E. Lar

sen, Justitsraad Driefer, Kammerherre Unsgaard og Grev Knuth,

dog sasaledes at efter sidstnævntes Død Landstingsformand P. D.

Bruun valgtes til Medlem. Frifindelsen skulde da skyldes, at

Højesterets delegerede efter en Snor stemte herfor i Modsætning