323 / 345
T I D E N
E F T E R
1 8 4 8
297
Ørsted gaar derefter over til en dybere historisk Fremstilling af
Fællesskabet mellem Hertugdømmerne. Han hævder her sin Op
fattelses Upartiskhed: „Jeg befinder mig nu engang, hvad hele dette
Anliggende angaar, i en ganske anden Stilling end Flerheden af
mine Medborgere. Jeg var nemlig med Hensyn til de vigtigste
Dele af det slesvigske Spørgsmaal kommet til en bestemt Over
bevisning, forinden Lidenskaberne bemægtigede sig samme, og
denne Overbevisning har siden stedse vedligeholdt sig, ja er blevet
mere og mere bestyrket under den lidenskabelige Strid som i de
senere Aar har bevæget Gemytterne. Ved Siden af denne urokkelige
Overbevisning staar og den, at de sørgelige Begivenheder, der har
forstyrret Fædrelandets lykkelige Tilstand, fornemmelig har haft
deres Oprindelse fra den lidenskabelige Opfatning, som de indbyr
des Forhold har fundet i to modsatte Retninger, og at det kun
ved en gensidig Erkendelse af det berettigede og uberettigede i
hinandens Opfatning vil blive muligt Tid efter anden at vende til
bag til den forrige Ro og Lykke. Hvad end andre dømmer, saa er
jeg mig bevidst, at jeg netop handler som Fædrelandets sande
Ven, naar jeg aabent udtaler, hvad man i Øjeblikket fra ingen af
Siderne skøtter om at høre, og jeg har ingen Tvivl om, at der vil
komme en Tid, hvori dette vil blive anerkendt af mine Medbor
gere.“
Han slutter med Omtale af Toldlovgivningen og andre økonomi
ske Anliggender, idet han fremhæver de slesvigske Stænders Selv
stændighed overfor de holstenske.
Det politiske Liv havde endnu en besk Frugt at byde Ørsted,
nemlig Rigsretsanklagen, som man allerede havde drøftet, medens
han sad som Minister, men som dog først besluttedes af Folketinget
den 26. Marts 1855, idet kun Tseherning skilte sig ud fra den al
mindelige Stemning for at gaa til dette Skridt. Den rettedes mod
hele det afgaaede Ministerium og gik ud paa uhjemlet Anvendelse
af Kongeriget Danmarks Midler i militære Øjemed. Sagen, hvor
under Højesteretsadvokat Brock var Anklager og Højesteretsadvoka
terne Salicath og Liebe Forsvarere, førstnævnte for Ørsted, fhv.
Krigsminister Hansen og fhv. Marineminister Bille, sidstnævnte for
Bluhme, Tillisch, Sponneck og Scheel, fik følgende Forløb. Den
faldt i Rette den 10. Oktober 1855 og behandledes først i Formali
teten, der fandt sin Afgørelse den 27. November ved Beslutning