326 / 345
300
T I D E N
E F T E R
1 8 4 8
virkning i Rigsretten med megen Tillid. P. D. Bruun, der jo var
Meningsfælle, var oprindelig som Assessor Rigsretsmedlem, og da
Justitiarius Lowzow kort før Tiltalebeslutningen nedlagde sit For
mandshverv som inhabil, gav de landstingsvalgte ham deres Stem
mer som Formand. C. F. Lassen blev dog valgt. Men efter Rigsdags
opløsningen i Sommeren 1855 (i Anl. af Fællesforfatningsloven)
skulde Nyvalg foretages, og Landstinget, der valgte først, skuffedes
ved at Bruun denne Gang ikke kom med blandt Dommerne fra
Højesteret. Formandsvalget faldt denne Gang paa J. E. Larsen,
og ved Knuths Død fik Landstinget altsaa paany Chance for at
faa Bruun ind; han vægrede sig men maatte give efter for Orla
Lehmanns Pres. De inden Dommen fremkomne Bladkommentarer
var allerede talende nok, og da Dommen faldt, slap et Uvejr løs
over Højesteret, der havde „dømt sig selv“. „Fædrelandet“ drev det
til i 30 Dage at lade „en Borger“ i sine Annoncer offentliggøre
Navnene paa de 8 Højesteretsdommere, der havde formastet sig
til at frifinde „det tiltalte Ministerium“.
At Rigsretssagen gav Stødet til ved Lov af 8. Marts 1856 at
paalægge Højesteret at levere Domsbegrundelser, som Rigsretsdom
men havde haft, var kun naturligt. Men derefter fulgte Fuldbyr
delsen af „Dommen over Højesteret“ . Under 14. Juni 1856 af
skedigedes Justitiarius Lowzow og Assessorerne Stellwagen og Niel
sen og under 21. November s. A. Assessorerne Rothe og J. Koefoed;
kun Stellwagen var over 70 Aar, men den c. 80-aarige Lassen blev
siddende, og der var ikke for nogens Vedkommende Tale om Svage
lighed. Motiveringen var, at man ønskede at gøre J. E. Larsen
til Justitiarius og forny Retten med Mænd, der formentes i min
dre Grad at høre den gamle Tid til. Hensynsfuldt havde det her
ved været, om den Lønningsforbedring, der allerede var kommen
de andre kollegiale Retter tilgode, og som ogsaa erkendtes for paa
trængende nødvendig for Højesteret, havde kunnet formilde Over
gangen for de 5 delvis før Tiden afskedigede Embedsmænd. Men
dette skete ikke, idet Lønningsloven for Højesteret med Forsæt
først blev forelagt efter Afskedigelserne og gennemført næste Aar
den 21. Januar.9)
Af Ministeriets Akter ses, at H. C. Ørsteds Svigersøn Dahlstrøm,
der var Departementschef i Justitsministeriet — som han iøvrigt
den 1. Juli 1856 forlod for at overtage Stiftamtmandsembedet i