330 / 345
304
T I D E N
E F T E R
1 8 4 8
taltes Side for, at Overgivelse var nødvendig etc. Efter en Om
tale af Krigserklæringen mod Sverige af 1808 og Fremhævelse af
dennes Uundgaaelighed naar Forf. til Behandlingen af Krigstidens
Finanspolitik, et Æmne han følte Længsel efter at fremstille. Med
dette var han jo i sin Tid kommen ind i det legislativt-administra-
tive Arbejde, men her forekommer det mig dog at være af for
speciel Natur til at berettige til nærmere Omtale.
Værkets 4. og sidste Bind udkom i 1857, 609 Sider stort med
en Fortale paa 50 Sider, dateret 26. Januar s. A. I Henhold til
den nys gjorte Bemærkning kan Omtalen heraf gøres kort. De før
ste 132 Sider omhandler Krigstidens Nødforanstaltninger af finan
siel Art. Resten af Bindet, bortset fra 2 Anhang, optages af Un
dersøgelser vedrørende Sportelvæsenet. Intet viser mere, at Ørsted
ikke var den golde Kritiks Mand, end at han her leverer nøje ud
arbejdede Forslag i det Haab, at man fra Regeringens Side vil
tage Æmnet op til yderligere Behandling og bringe det i dets
endelige Skikkelse. Han havde selv haft en betydelig Andel i Ud
arbejdelsen af det gældende Sportelreglement fra 1814 og paa
Kancelliets Vegne stillet Forslag om en Forbedring, som Finans-
bestyrelsen dog ikke kunde gaa ind paa. Sportlerne var Retsbetjen
tenes Indtægt, men de var blevet inddraget under Beskatning (Ju
stitsfonden). Ørsted ønskede den Reform at ophæve denne Be
skatning. Han kommer i denne Sammenhæng ogsaa udførligt ind
paa Grundlovens Regler om Adskillelse mellem dømmende og ud
øvende Magt.
De vedføjede Anhang er dels to Betænkninger fra 1835, hvori
Ørsted fraraader Trykkefrihedens Indskrænkning, dels Polemik
mod et Skrift af M. L. Nathanson om de i Værket behandlede
finansielle Æmner.
I Fortalen bemærker Ørsted, at han næppe vil fortsætte dette
Værk, men eventuelt foretrække under en ny Titel at udgive Ud
arbejdelser, som han havde liggende fra 1848 og 1849 angaaende
videnskabelige Æmner. Til Slutning skal anføres en personlig
Udtalelse om den Stemning, hvori han har udført Værket. Den dan
ner en Modvægt mod det Indtryk af Misfornøjelse og Forstemthed,
som Forf .s idelige Beklagelser og Udsættelser paa Tidsaanden, paa
Dagspressen og paa Historieskrivningen ellers let vilde give. „Mit
Skrift har kun tiltrukket sig liden Opmærksomhed,“ skriver han,