AndersSandøeØrsted

302

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

heden af de danske Troppesamlinger i Holsten inden Krigen med

England samt i Forbindelse dermed Kronprins Frederiks For

beredelse af en af Statsraadet uafhængig Styrelse.

Den i 1814 afdøde Hertug Frederik Christian af Augustenborg

var sigtet af Wegener for Aspirationer til den danske Krone. Ør

sted forsvarer ham i denne Henseende saavelsom for hans Ad

ministration af Universitetet og de lærde Skoler. Andre af Wegener

fremdragne Eksempler paa Strid mellem høje Embedsmænd be

lyses nærmere, og Forf. dvæler særlig ved Chr. Colbjørnsens Stil

ling dels overfor Kancellipræsident Fr. Moltke dels overfor Publi

kum, der uden Grund fandt, at han havde svigtet dets Tillid i

Trykkefrihedssagen. Endelig naas Krigen 1807, og der polemiseres

mod C. Plougs og N. F. S. Grundtvigs Paastande om, at den bur

de kunne være undgaaet. Navnlig var der imidlertid af Folke

tingsmand Hofjægermester Tutein udgivet et Skrift med Angreb

paa det Ørsted’ske Ministeriums Holdning i Fællesforfatnings

sagen, og dette foranlediger en særlig indgaaende Imødegaaelse.

Tuteins Sammenligning mellem Statens Tilstand under og efter

Krigen 1807— 14 i Forhold til de tilsvarende Tidsrum ved den

sidste Krig — en Sammenligning der kun havde Ynk tilovers for

den første og Tillid og Ros for den sidste Periode — havde i

høj Grad ægget Ørsted til Modsigelse, og det saa meget mere

som Tutein i tidligere Aar havde været Politiker af udpræget kon

servativ Farve. Ørsted gør opmærksom paa Landets vanskelige

økonomiske Kaar under den første langvarige Krigstilstand, hvor

imod Skatteevnen i Christian V III’s Tid var bragt betydelig op,

ligesom den gode militære Forberedelse gav et ganske anderledes

Grundlag for Hærens Mod og Offervillighed end i 1807— 14. Tu-

tein var gaaet saa vidt at paastaa, at al Sans og al Evne til Frem

gang og Kultur, aandelig og materiel, var iilintetgjort, da Freden

i lo 14 blev sluttet, og at det danske Folk først 20' Aar efter be

gyndte at tænke paa mere end det daglige Brød. Heroverfor hen

vises dels til en Række Lovgivningsforanstaltninger dels mere umid

delbart til Aandslivets Vækst i hin ældre Tid. En Række af dettes

førende Personligheder stilles op, først og fremmest de tre for

kort lid siden afdøde: Mynster, Oehlenschlæger og H. C. Ørsted,

hvem han her griber Lej ligheden til at mindes i varme og træffende

Ord. For Oehlenschlægers Vedkommende mindes han dennes Hjem