AndersSandøeØrsted

296

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

Undersøgelser“, men han har „den sikre Tro, at der engang og maa-

ske om ikke saa meget lang Tid vil blive en eller anden, der vil

finde sig dreven til at anstille en alvorlig Sammenligning mellem

1848 og den Tid, der ligger foran samme, og da turde dette og

flere Partier i nærværende Skrift saavelsom de øvrige Arbejder,

hvormed jeg paa mit Livs Aften har beskæftiget mig, maaske inde

holde et ikke ganske uvigtigt Stof for en saadan prøvende Sammen

ligning.“

Æmnerne er Bankpolitiken i 1799 set i Sammenhæng med hele

Landets Tilstand med særligt Henblik paa Skatteevnen. Herved

drøftes ogsaa Forskellighederne mellem Monarkiets Dele. Overgan

gen S. 212 til Omtalen af Gehejmearkivar Wegeners „Aktmæssige

Bidrag til Danmarks Historie i det nittende Aarhundrede“, der var

udkommen under Bogens Trykning, er derfor forsaavidt ikke saa

stor, som dette Skrift netop omhandler Regeringens Forhold overfor

Hertugdømmerne, men som i Fortalen erkendt betegner den dog et

Spring. Det faldt Ørsted hjemmevant at ombytte den selvstændig

komponerede Fremstilling med den kommenterende,og som sæd

vanlig blev hans Kommentar grundig. De første ca. 100 Sider er

direkte Polemik mod Wegener, og Fremstillingen gaar derefter

videre i samme Spor med Behandling af Hertugdømmernes For

hold.

Wegener havde klaget over den samtidig med Stænderindretnin

gens Indførelse i 1834 hjemlede Provinsialregering og Overappel

lationsret for de to Hertugdømmer i Forening. Ørsted viser, at Fæl

lesskabet fandtes i Forvejen og ikke blev udvidet, at Ridderskabet

ikke blev begunstiget ved Stænderordningen, og at den slesvigske

Stænderforsamling i Begyndelsen ikke lod sig beherske af den hol

stenske. Med Hensyn til Reskripterne af 1810 og 1811, der gik ud

paa Indførelse af dansk Kirke-, Skole- og Retssprog, hvor der taltes

Dansk i Slesvig, oplyses det, at disse fra Frederik VI’s Kabinets

regeringsperiode stammende Planer, der først nu under nærværende

Binds Udarbejdelse blev taget op til Virkeliggørelse, maatte antages

at være blevet opgivet af Frederik VI selv, der ikke som af Wege

ner hævdet var blevet svigtet af sine Embedsmænd. Fejlen ved at

oprette den nøje Forbindelse mellem Hertugdømmerne maatte ialt-

fald tilskrives Frederik IV (1721) og A. P. Bernstorff (1773), ikke

de to sidste Enevoldskonger.