321 / 345
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
295
Sygdom, ligesom Forf.s Alder havde været til Hinder for, at „Arbej
det kunde gaa rask frem“ (Forf.s Fordringer var unægtelig ikke
smaa!). Da hans Hukommelse havde tabt i Liv og Styrke og endog
i Sikkerhed, havde han i større Omfang end forhen maattet prøve
Paalideligheden af det, han fandt i sin Erindring, og derved havde
han savnet „den Lethed, hvormed mine Øjne tilforn fandt, hvad
jeg søgte“.
Selve Bogens Tekst begynder altsaa med Omtale af PI. 13. Nov.
1799, der hjemlede Oprettelse af en Depositokasse, hvis Pengesed
ler i nogen Grad afhjalp den Trang, der var til saadanne, uagtet
man havde Kurantbankens Sedler, der imidlertid efter Planen efter-
haanden skulde bortfalde til Fordel for den private Speciesbanks
Sedler. Ørsted erkender, at han ved dette Æmne kommer langt fra
den Periode af det offentlige Liv, hvori han selv har taget Del. Men,
som han siger, har han „fundet en særdeles Drift til at gaa tilbage
til den Tids Regeringshistorie, hvori alle de Retninger for Alvor
traadte ind i vor Statsstyrelse, der har udgjort sammes Lysside, og
hvis rigtige Opfatning er aldeles nødvendig for rettelig at forstaa
og bedømme den hele senere Tids Udviklingsgang og Regeringens
Adfærd“. Han paaberaaber sig her ogsaa Erindringer og Indtryk,
som han har bevaret fra sin tidlige Ungdom for en Del endog fra
Barndomsdagene. Paa denne Maade bliver hans Historieskrivning
en Slags Udarbejdelse af Erindringer. Han fremstiller Samfunds
forhold, hvoraf han i sin Barndom og Ungdom har modtaget et
eller andet Indtryk, f. Eks. ved Synet af en nu forsvunden Slags
Pengesedler eller Nævnelse af en Forfatters Navn, og som den altid
stærkt socialt opmærksomme Iagttager havde han sikkert bevaret
mange saadanne Indtryk. Han har endvidere den historiske Op
fattelse, at den Periode, hvori Samfundet befandt sig ved Begyn
delsen af hans Levetid, udgjorde et afgørende Opsving indenfor
Enevælden. Endelig har hans senere Aar ført ham ind paa en
Sammenligning mellem hele den Tidsperiode, som han helst vil
kalde sin egen, og den liberale Bevægelse fra Fyrrerne. Han ser
sig selv som Repræsentant for l’ancien regime og som Talsmand for
dette, idet han bebrejder de unge manglende Forstaaelse af den
ældre Tid. Hans Forventninger til dem er dog ikke store. Han er
„fuldkommen belavet paa, at hverken de, som fører det store eller
det lille Ord i Dagens Presse, vil lægge Mærke til hans nøjagtige