317 / 345
T I D E N E F T E R 1 8 4 8
291
ukristne eller dog halve kristne, svares, at dette vel er rigtigt.
„Det vilde imidlertid være et stort og fordærveligt Misgreb, om
man mente, at Kirken kunde værge sig for hin Fare ved at stille
meget skarpe Fordringer om fuldstændig Kundskab og Rettroen
hed til dem, som den optog og taalte i sit Samfund. Det er ingen
lunde de enkelte givet ved egen selvstændig Tænkning at komme
til de Erkendelser, der er bestemmende for deres Livsbetragtning
og Livsretning, men allermindst vil de formaa dette med Hensyn
til det, der ligger højst, Gud og de guddommelige Ting. Enhver
annammer fra sin tidlige Barndom en Mængde Begreber og Fore
stillinger, til hvilken han overlader sig, dels fordi han finder
noget i sit Indre, der svarer dertil, men for en stor Del ogsaa
foreløbig, fordi de meddeles ham af dem, om hvilke han maa an
tage, at de ved det bedre end han, og at de derhos vil ham vel.
Det saaledes foreløbig modtagne maa efterhaanden føres nærmere
ind i hans Bevidsthed og knyttes til de Tanker, Følelser og Længs
ler, hvortil Spiren ligger i vor Grundnatur. Alle vil ikke paa lige
Maade erkende og tilegne sig, hvad der saaledes meddeles dem;
noget deraf vil mangen kun højst ufuldkomment fatte; noget vil
maaske forekomme ham uklart, tvivlsomt eller mindre vigtigt.
Men i det hele vil dog vel under en nogenlunde god Vejledning,
og naar der ikke finder en fordærvelig Modvirkning Sted i de
unges Omgivelser, det, der udgør den inderste Kærne i de kriste
lige Lærdomme, faa Indpas hos de fleste, tjene til at oplyse og
forædle deres Sjæle . . . “ Han advarer mod at danne mindre Sam
fund paa Grundlag af en Bekendelse, der er skarpere betegnet
end den almindelige Konfessionsbekendelse, bl. a. fordi slige Sam
fund vilde „frembyde rig Næring for aandeligt Hovmod og For
agt for andre Mennesker saavelsom for en mørk Sindsstemning.“
Forf. støtter disse Betragtninger ved sin egen historiske Iagt
tagelse. Den for den kirkelige Forbindelse opløsende Bevægelse,
der for Tiden traadte frem, var opstaaet af en Retning, som drev
Fordringen om en stræng bogstavelig Overholdelse af alt i Kirke
læren til det yderste, saa at man endog med fanatisk Iver holdt
over de Ordformer, der var brugt i den danske Kirke. Herved sig-
tedes til Grundtvigs Optræden, der i 1826 havde været saa skæb
nesvanger for Ørsted selv, noget hvortil han dog ikke hentyder.
Sammenhængen mellem disse to Standpunkter fandt han i en om
19*