AndersSandøeØrsted

2 0

T I D E N T I L 1 8 0 1

Tilregnelighed. Endelig ogsaa den ubetingede Sanddruheds- og Ord

holdenhedspligt, hvorimod Læren om en ved den moralske Bevidst

hed givet Tro paa Gud og en gengældende Retfærdighed, der ind

gik i Schlegels Indledning om Sædernes Metafysik, selv om den

ikke blev forkastet af dem, optog dem i mindre Grad. Overfor

studerende blandt sine teologiske Venner, der ikke fra deres Pro

fessorer havde modtaget en tilsvarende Paavirkning, optraadte Ør

sted gerne som varm Talsmand for den Kantiske Moral, efter hans

Mening den helligste og tillige den klareste Sandhed. Derimod var

man i Kredsen uklar over Forholdet mellem Moral og Retslære og

over det øverste Princip, som man gik ud fra der maatte være for

Retslæren, hvilken Disciplin endnu ikke var behandlet af Kant selv.

Man drøftede, hvad der var kommen frem fra tysk Side om Rets

lærens første Grundsætning i Forhold til Moralen og om dens An

vendelse paa de vigtigere Samfundsforhold: Ejendomsretten, Kon

traktsforpligtelsen, Strafferetten og Forpligtelsen til at agte den

bestaaende Statsorden. Af Fichtes Naturret, hvis første Del udkom

i 1796, fik Ørsted intet Udbytte, og den blev ogsaa „haardelig for

dømt“ af Professor Schlegel. Da Kants „Metaphysische Anfangs-

griinde der Rechtslehre“ endelig udkom i 1797, blev dette Alder

domsarbejde imidlertid en Skuffelse ogsaa for Schlegel, der blev

staaende ved det meste af sit alt udarbejdede System. Som sine

nærmeste Studie- og Omgangsfæller i disse Aar nævner Ørsted den

lidt ældre C. F. Lassen (senere Højesteretsassessor) og de senere

juridiske Professorer M. H. Bornemann og Chr. Krohg; hertil kom

den lovende Spleth, der døde som Aspirant til en filosofisk Lære

stol, og Benzon, senere Generalguvernør over de vestindiske Øer.

Allerede i 1796 var han kommen ind paa at granske Kants Ho

vedværker, ogsaa den dunkle „Kritik der reinen Vernunft“, og ud

vortes Spore til at gaa dybere til Moralens og Naturrettens ældre

Hovedformer fik han ved Universitetets paa Christian VIIs Fødsels

dag den 29. Januar 1797 udsatte filosofiske Prisspørgsmaal „Over

Sammenhængen mellem Dydelærens og Retslærens Princip“. At

trænge til Bunds i dette Æmne var jo netop at vinde Oversigt over

de Problemer, hvormed han hidtil som Student og i Virkeligheden

langt tidligere havde tumlet, og han støttedes og æggedes som sæd

vanligt af Broderens Eksempel. Denne havde nemlig „med et sær

deles hædrende Vidnesbyrd“ vundet det forrige Aars akademiske