42 / 345
24
T I D E N T I L 1 8 0 1
Ørsted og vel ogsaa en Stimulans for ham til eget Videre-
arbej de.
I sine Erindringer udtaler Ørsted angaaende Prisafhandlingen —
idet han iøvrigt betegner sin Fremtræden i Litteraturen som „noget
for tidlig“9) — at han deri havde forkyndt sin daværende Mening
om den Kantiske Filosofis endelige Opløsning af alle Tilværelsens
Gaader med en Sikkerhed, der vistnok ikke kunde siges fri for
Ubeskedenhed, og han erklærer sig utilfreds med den heftige Tone
i sine Breve til Horrebow, som han mener maa være smittet af den
da i tyske filosofiske og æstetiske Stridigheder gængse T on e10).
Denne Kritik vil ogsaa Nutidslæseren underskrive. Det er endnu
ikke Klassikeren Ørsted, der her har ført Pennen. Sit første Skrift
mod Horrebow havde han sluttet saaledes: „Her er nu mine Erin
dringer mod Religionsbladet Jesus og Fornuften. Maatte de bidrage
til at vække Hr. Horrebow og hans Publikum af den Slummer,
hvori de er inddyssede, maatte det anspore ham til at lægge sig
efter en alvorligere Filosofi, der da uden Tvivl vil møde en duelig
Arbejder i ham, og give dette Afsmag for slig Halvfilosofi, saa
er mit Øjemed opnaaet. Hvis Hr. Horrebow eller nogen af hans
vil indlade sig i udførlig Gendrivelse af min hele Revision eller
nogen Del deraf, skal det være mig kært. Men skulde de blot frem
komme med tomme Magtsprog eller Eksklamationer over enkelte
af dens Sammenhæng revne Steder, saa har jeg intet at gøre med
dem uden ved Lejlighed at revse dem for saa ufilosofisk og sand
hedsstridig Fremgangsmaade.“ Ørsted var da knap 20, Horrebow
dog 29 Aar. To Aar senere skriver han i det første af sine 3 Breve
til Forsvar for sin Tone overfor Horrebow: „Vel var det, der
egentlig opvakte mig til at skrive mod Dem og at skrive mod Dem
i den Tone, jeg skrev, Deres arrogante, haanende, bagvaskende og
derhos sløve og fornuftløse Angreb paa den scientifiske Filosofi,
som var og er mit kæreste Studium . . . “ Det sidste af Brevene, der
ikke blev fuldført, slutter den to Aar lange Polemik med følgende
Ord, der nærmest røber Træthed: „Men eet Hæfte af Minerva kan
ikke tage mod alt dette. Det er og et saa kedende Arbejde at skrive
mod aabenbar Ufornuft og saa smerteligt at være nødt til at frem
stille Mennesket i et ufordelagtigt Lys, at jeg vel maa ønske for
nogen Tid at bryde af hermed og imidlertid at kunne anvende den
Tid, Brødsysler levner mig dertil, paa andre litterære Arbejder,